Nyhed

Frivillig indsats for anbragte børn og deres forældre hædres med menneskerettighedspris

Billede af modtagere af Menneskerettighedsprisen 2020: DAV og RIFT
Foreningerne De Anbragtes Vilkår og Retssikkerhed I Familiers Trivsel arbejder for at styrke retssikkerheden for anbragte børn og deres forældre. Overrækkelsen af Menneskerettighedsprisen udskydes dog til 2021.

Rådet for Menneskerettigheder uddeler hvert år på FN's Menneskerettighedsdag den 10. december Menneskerettighedsprisen. I år er overrækkelsen udskudt på grund af corona-restriktioner, men Institut for Menneskerettigheder har talt med repræsentanterne for de to modtagere.

Bagtæppet for valget af årets prismodtagere er en kommende lov, der er blevet lovet af regeringen til samfundets mindste. Barnets lov. En bred indsats, som blandt andet skal sikre flere tidlige tvangsanbringelser og i højere grad tilgodese barnet.

Ifølge forpersonerne for de to foreninger De Anbragtes Vilkår (DAV) og Retssikkerhed I Familiers Trivsel (RIFT) bør den kommende lov først og fremmest være en kvalitetsreform, der fokuserer på barnets dannelse og samtidig sikrer forældrenes inddragelse og udvikling.

Debatten kommer tit til at hvile på en skævvridning af forhold, hvor børns og forældres retssikkerhed bliver et modsætningspar."
Susanne Munck, formand for RIFT

DAV og RIFT er fælles modtagere af Menneskerettighedsprisen 2020, der uddeles af Rådet for Menneskerettigheder. 

En vigtig validering

Det er i lyset af nytårstalen for 2020, hvor statsminister Mette Frederiksen skabte fornyet fokus på debatten om anbringelsesområdet, at DAV står solidt plantet som et vigtigt talerør for de anbragte børn og unge, der alt for tit oplever at miste stemmen.

Den 33-årige formand for DAV, David Adrian Pedersen, forklarer, at prisen er et vigtigt gyldighedsstempel af det hårde arbejde, foreningen har kæmpet for siden 2013.  

”Menneskerettighedsprisen er en blåstempling af vores arbejde. Den rummer også essensen af DAVs kamp for, at børn og unge oplyses om deres rettigheder, lærer hvordan de bruger dem og oplever at blive hørt og forstået. Det er en vigtig validering,” siger David Adrian Pedersen.

DAV modtog tidligere i år Kronprinsparrets Sociale Stjernedryspris for deres måde at videreformidle anbragtes historier, oplevelser og forhåbninger på. For formanden er det afgørende, at foreningens arbejde bygger på anbragte børns oplevelser.

”Det handler om inddragelse. De forskellige erfaringer og perspektiver på anbringelsesområdet bringer vi i spil gennem inddragende aktiviteter, hvor vi indsamler de mange forskellige erfaringer, refleksioner og perspektiver fra dem, der har levet anbringelsen. Med den viden bliver anbefalinger til praksis og politiske produkter. Det er anbefalinger, der taler ind i mange forskellige praksis- og lovgivningssammenhænge,” fortæller David Adrian Pedersen.

Blod på tanden

David Adrian Pedersen blev selv tvangsfjernet fra sin mor, da han var otte år, men DAV må ikke reduceres til en historie om formanden selv. Det forklejner forståelsen af interesseorganisationens arbejde, forklarer David Adrian Pedersen, da vi spørger til hans egne oplevelser som anbragt barn.

”Det ville være ærgerligt, hvis det går hen og bliver mine erfaringer, der skal rammesætte vores indsatser. Det er de mange perspektiver, der former vores anbefalinger.”

Men han kan godt forstå, at han bliver spurgt til sine egne oplevelser.

”Men det er ikke noget jeg ønsker at gå ind i. Det har jeg gjort så tit.”

Der sænker sig en kortvarig stilhed, som alligevel knock-outes af en beslutsom formand, der har bokset længe med et fejlslået system.  

”Det har da tændt gnisten til arbejdet, at jeg oplevede, at der manglede noget i systemet under min anbringelse. Forhold hvor vores muligheder i anbringelsen ikke var de samme som andre unges, men som blev accepteret, uden refleksion over, hvad det betød for os børn, der boede der. Den professionelle tilgang, der blev italesat overfor os unge, havde nogle videns- og forklaringsmæssige sprækker,” siger han og fortsætter:

”Den erfaring tændte en skepsis hos mig, kan jeg huske. Jeg oplevede det nogle steder som kejserens nye klæder, når fagligheden blev sat op på en piedestal som fuldendt i sin viden samtidig med, at der var en masse forhold, der ikke harmonerede, med den fortælling. Der var altså noget her, der ikke var, som det blev fortalt. Det fyldte hos mig, kan jeg huske.”

Blinde vinkler

David slår på, at spørgsmål om, hvad det gode børneliv skal indeholde, alt for ofte drukner i procesmål og klinisk fagsprog, som har en tendens til at farve de anbragtes selvforståelse.

”Den faglige fortælling, som fylder meget i anbragte børn og unges liv er, at anbragte er udfordrede med problemer. Det skaber en meget snæver selvforståelse, når der ikke er mange andre fortællinger, som får plads. Det skaber sommetider også et tunnelsyn på, hvilke omgivelser man sætter omkring barnet.”

David Adrian Pedersen tilføjer:

”Den professionelle og metodemæssige faglighed kan give god mening, når man som ansat møder ind på arbejde. Den bliver bare for snæver, hvis man vil forstå et helt børneliv på baggrund af en metode. Her er der er brug for et autentisk hverdagsliv for at blive socialiseret ind i almene normer og referencer i et ungdomsliv og voksenliv. Professionaliseringen af området har været vigtig og afgørende, men den har mistet blik for, hvad den betyder for det almene børneliv. Den skaber blinde vinkler.”

Helhedstænkning

Mens samtalen med David går på det manglende dannelsesperspektiv i anbringelsen og sprækkerne i systemet, tilføjer snakken med Susanne Munck en række nuancer på spørgsmålet om forældrenes rolle.

Susanne Munck er formand for RIFT og fuldtidsstøtteperson for forældre med anbragte børn. For hende handler udfordringerne på anbringelsesområdet om, at der hersker et falsk modsætningsforhold, som er med til at dominere og styre anbringelsesdebatten.

”Debatten kommer tit til at hvile på en skævvridning af forhold, hvor børns og forældres retssikkerhed bliver et modsætningspar. Hensynet til forældrene kommer ofte til at stå under børnene, og det bremser helhedstænkningen.”

På mange måder er arbejdet som støtteperson Susannes kald. Det er en vej i livet, der er blevet brolagt af personer, der havde brug for hendes hjælp. Tidligere har Susanne arbejdet i det voksenpædagogiske felt, og i forbindelse med et integrationsprojekt blev Susanne personligt udpeget af en pakistansk mor til at være støtteperson.

”Det er et job, der giver så meget mening, og det er den bedste måde at arbejde socialt på. Man møder forældrene i øjenhøjde, der hvor de er i livet og hjemme ved dem selv. RIFT er opstået ud af de erfaringer, jeg har gjort mig gennem årene.”

Susanne Munck tilføjer:

”Så har jeg været så heldig, at en gruppe forældre og en lille gruppe fagfolk var med på ideen om at arbejde sagligt og fagligt for retssikkerheden. Derfor er RIFT i dag også en forening, der bliver regnet med.”

Ulven kommer

Susanne Munck har arbejdet i over 40 forskellige kommuner og peger på, at de mange forskellige problematikker, der kan ligge til grund for en tvangsfjernelse, ikke er nuancerede nok i samfundsdebatten. 

Selv undres hun over, at det ofte er den voldelige forælder, der bliver det stereotype billede på problemerne og den eneste årsag til tvangsanbringelsen. Et billede, der blandt andet er blevet understøttet af DR-fiktionsserien Ulven kommer, som er blevet sendt hen over efteråret.

”Senest har vi set Ulven kommer, og man bliver træt. Befolkningen kender Tønder-sagen, Brønderslev-sagen og nu også Ulven kommer. Men det er altså kun 13 procent af anbringelserne, der har grund i vold, incest eller misbrug.”

Det bliver et problem, når forældrene ikke medtænkes, men helt udelukkes fra regnestykket. Der er et behov for at sætte ind og sikre, at forældrene ikke dømmes ude på forhånd, forklarer Susanne. 

”Mange gange er det forældre, der selv har været omsorgssvigtet. Det er en stor gruppe. Der er behov for at sætte fokus på, at sagerne ikke går i stå efter anbringelsen af barnet. Man bør for eksempel sikre sig, at forældrene får mulighed for at udvikle sig.”  

Susanne oplever, at børnesagerne bærer præg af, at systemet ikke tror på forældrene.

”Selv voksne mennesker kan udvikle sig. Det nedprioriteres at hjælpe forældrene, mens børnene er anbragt. Men jeg ser udviklingen, når jeg er hjemme ved forældrene. Tænk hvilken udvikling, det ville være, hvis man aktivt hjalp de her forældre.”

For Susanne er det derfor vigtigt, at en kommende børnelov bliver en kvalitetsreform, hvor forældrene tages med i ligningen og tænkes ind som en del af løsningen.  

Hædres med menneskerettighedspris 

I dag modtager DAV og RIFT Menneskerettighedsprisen 2020 for deres vigtige arbejde med at sikre både forældres og børns rettigheder, når det kommer til at beskytte retten til familielivet. 

Menneskerettighedsprisen uddeles hvert år af Rådet for Menneskerettigheder. Prisen tildeles en person eller en organisation, som har gjort en særlig indsats for menneskerettighederne i Danmark, Grønland eller Færøerne.

Prisoverrækkelse udskudt

Årets prisoverrækkelse af Menneskerettighedsprisen er midlertidigt udskudt grundet den nuværende coronasituation.