”Hvis der ikke er nogen, der råber højt, sker der jo ikke noget”
11. decembermodtog Poul-Erik Rasmussen på vegne af foreningen Godhavnsdrengene Rådet for Menneskerettigheders hæderspris. Prisen får han for sit for sit utrættelige arbejde for at skabe retfærdighed for de mange anbragte børn, der over tid har været udsat for myndighedssvigt.
En lang kamp
Menneskerettighedsprisen er et kæmpe skulderklap og giver os modet til at blive ved med at kæmpe for anbragte børns rettigheder.
Menneskerettighedsprisen er Rådet for Menneskerettigheders hæderspris og gives til en person, gruppe eller organisation, der har gjort en særlig indsats for menneskerettighederne i Danmark. Prisen blev uddelt første gang i 2014.
Rådet for Menneskerettigheder er nedsat af bestyrelsen for Institut for Menneskerettigheder og er sammensat af civilsamfundsorganisationer og offentlige myndigheder, der arbejder inden for menneskerettighedsområdet.
I fire år fra Poul-Erik Rasmussen var12 år, var hananbragt på drengehjemmet Godhavn. Her blev han og et stort antal drenge udsat for både fysiske og psykiske overgreb i perioden fra 1950-1975. Opvæksten på børnehjemmet har sat tydelige spor.
”Hvis man prøvede at knytte sig til nogen, blev det misbrugt. Hvis man var ked af det, fik man tæsk. Og de oplevelser har vi alle taget med senere i livet – og det har givet mange kriser. Følelsen af at være kasseret, den har vi alle sammen taget med gennem hele livet. Og det er faktisk det, vi vil have bekræftet er statens skyld,” siger Poul-Erik Rasmussen.
Siden 2003 har Poul-Erik og Godhavnsdrengene kæmpet for at få en undskyldning fra staten og et bevis på, at den måde, Godhavnsdrengene blev behandlet på, var forkert. Byretten afgjorde i foråret 2015, at sagen faldt for forældelsesfristen. Og den 14. november i år blev dommen stadfæstet af Landsretten.
Alle anbragte børns rettigheder
Den vedholdende og årelange kamp og indsats har været med til at skabe opmærksomhed om, hvordan man i Danmark har behandlet og stadig i dag behandler nogle af vores allermest udsatte medborgere – nemlig anbragte børn.
”Det er jo ikke bare vores kamp om at få en undskyldning. Det var det i starten. Men vi fandt jo hurtigt ud af, at staten i dag flere steder svigter deres tilsyn og svigter de anbragte børn. Menneskerettighedsprisen er et kæmpe skulderklap og giver os modet til at blive ved med at kæmpe for anbragte børns rettigheder. For hvis der ikke er nogen, der råber højt, sker der jo ikke noget,” siger Poul-Erik.
2014: Michala Bendixen, Refugees Welcome
2015: Anders Kærgaard,whistleblower og tidligere efterretningsofficer
2016: Gruppen af transkønnede aktivister, som har kæmpet for at få fjernet transkønnethed fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme.