KRONIK: Politikerne skabte den manglende ligeløn for 50 år siden. Nu må de rette op på det

Af Louise Holck, direktør, Institut for Menneskerettigheder, og Astrid Elkjær Sørensen, historiker og post.doc. ved DPU, Aarhus Universitet. Indlægget blev bragt hos Information 8. marts 2021.

Når resultaterne af overenskomstforhandlingerne på det offentlige område formentlig snart falder på plads, vil pædagoger, social- og sundhedsassistenter og jordemødre stadig ligge i den lave ende af lønskalaen. Kampen for ligeløn har indtil videre ikke kunnet løses ved overenskomstbordet. Derfor må det nu være politikernes tur til at rette op på den skævhed, som deres forgængere har mejslet ind i det danske lønsystem.

Lønforskellen er flere gange blevet dokumenteret. VIVE viste i rapporten ’Er kvindefag stadig lavtlønsfag?’ fra 2019, at kvindedominerede fag lønmæssigt ligger lavt i forhold til andre fag med cirka samme uddannelse og ansvar. Vi har i Institut for Menneskerettigheders analyse ’Kvindefag i historisk skruetvinge’ fra december 2020 dokumenteret, at det mønster i hvert fald kan dateres så langt tilbage som til Tjenestemandsreformen af 1969. Lønhierarkiet i den offentlige sektor er ikke formet af arbejdsmarkedets parter, men vedtaget i folketingssalen for over 50 år siden.

Politikerne fastsætter et lønhierarki

Så lad os skrue tiden tilbage til 1960’erne. Dengang var den offentlige sektor markant mindre end i dag, og den gennemgående ansættelsesform var en tjenestemandsansættelse, hvor arbejdsforhold og løn blev fastsat ved lov og ikke ved overenskomstforhandlinger. Da det gamle ansættelsessystem havde svært ved at tilpasse sig tidens forandringer, vedtog et stort set enigt folketing 18. juni 1969 en reformpakke, der skulle modernisere den offentlige sektor.

En vigtig del af reformpakken var et nyt lønklassificeringssystem, der bestod af i alt 40 lønrammer, hvor alle offentligt ansatte blev indplaceret i forhold til hinanden. Selv om det oprindeligt var målet, at indplaceringen af fagene skulle foregå efter fuldstændigt objektive og ensartede principper, blev de kvindedominerede faggrupper generelt placeret lavt i lønhierarkiet set i forhold til deres uddannelse og ansvar.

Der sad også kun én kvinde med i den kommission, der forberedte reformen, og hun var chefsekretær. I radioen argumenterede ledende politikere for, at det var bedre, at gifte kvinder blev i hjemmet i stedet for at søge ud på arbejdsmarkedet.

De faglige organisationer bag de kvindedominerede fag protesterede allerede dengang. De trøstede deres medlemmer med, at både embedsmænd og politikere garanterede, at det nye system ville være fleksibelt og løbende skulle revideres. Fag, der var fejlindplacerede, eller hvis profil og opgaver ændrede sig, kunne forvente at få genbehandlet deres lønindplacering.

Dette løfte er imidlertid ikke blevet indfriet. Vores rapport, hvor vi sammenligner det offentlige lønhierarki i henholdsvis 1969 og 2019 for 13 fag, viser nemlig, at der er stor overensstemmelse mellem lønhierarkiet i Tjenestemandsreformen fra 1969 og nutidens lønhierarki.

Lønnen følger ikke med uddannelsen

I Tjenestemandsreformen fik de kvindedominerede fag mindre afkast af deres uddannelse end de mandsdominerede fag – og hierarkiet er bevaret helt til vor tid. De kvindedominerede fag står med andre ord i samme urimelige situation som for cirka 50 år siden, og skævheden ser sågar ud til at være blevet værre.

Efterhånden som velfærdsstaten har udviklet sig, har flere af de traditionelt kvindedominerede fag nemlig også ændret sig. For eksempel er sygeplejerskers opgaver i dag langt flere og mere komplekse end i 1969, ligesom uddannelseslængden også er øget markant. Men de kvindedominerede fags længere uddannelse og større ansvar har ikke rykket synderligt ved hierarkiet. Den økonomiske gevinst ved at uddanne sig til et traditionelt kvindefag var faktisk større i 1969 end i dag.

Det er tankevækkende, at det lønsystem, der blev vedtaget før både rødstrømpebevægelsen, ratificeringen af ILO’s konvention om ligeløn og ligelønsloven, var mere rimeligt for de traditionelle kvindefag end det lønhierarki, vi har i dag.

I debatten om ligeløn møder de traditionelt kvindedominerede fags lavere løn ofte argumentet om, at de fag har så gode familievenlige ordninger. Det er sandt, at de kvindedominerede fag var blandt de første fag i Danmark til at få skrevet eksempelvis løn under barsel og barnets første sygedag ind i deres overenskomster. Men i dag findes disse ordninger i resten af den offentlige sektor såvel som i store dele af den overenskomstdækkede private sektor. En sygeplejerske har sjældent bedre barselsforhold end en gymnasielærer eller en ingeniør.

Det er korrekt, at de ansatte i de traditionelle kvindefag i højere grad end andre benytter sig af mulighederne for barsel med løn og omsorgsdage. Men skal regningen for kvindernes større brug af familievenlige ordninger udelukkende betales af kvinderne, når det er til gavn for begge køn? Og selv hvis vi accepterer præmissen, og vi anvender lønbegrebet fortjeneste per præsteret time (der tager højde for kvinders større fravær med løn) til at udregne lønhierarkiet, ja, så reduceres lønforskellen kun en lille smule, og lønefterslæbet fra Tjenestemandsreformen af 1969 forbliver.

Behov for trepartsforhandlinger

Vores analyse peger på et fastgroet lønsystem, der fastholder traditionelle kvindefag i et uretfærdigt lønhierarki. Lønsystemet bunder i en politisk beslutning, og overenskomstsystemet har ikke i over 50 år kunnet levere mere ligestilling på lønområdet. Faktisk får du som jordemoder eller pædagog i dag mindre løngevinst af din uddannelse end i 1969.

Den skævhed bør politikerne forholde sig til. Det er nemlig et alvorligt ligestillingsproblem, at der er forskel på typiske mande- og kvindefags løn, når man sammenligner med uddannelsesniveau, ansvar og kompetencer. Lige så alvorligt er det, at den lønmæssige skævhed kan være med til at underminere vores velfærdssamfund.

Allerede nu mangler vi sygeplejersker, pædagoger, social- og sundhedsassistenter og jordemødre, og problemet vokser. Mange inden for fagene stopper efter ganske få år – blandt andet fordi lønnen ikke står mål med arbejdets belastning og ansvar.

Uligeløn skal på dagsordenen på Christiansborg, for tiden er inde til at iværksætte strukturelle initiativer til at rette op på de kvindedominerede fags lønefterslæb. Vi anbefaler derfor, at regeringen indkalder til trepartsforhandlinger om en langsigtet plan for, hvordan lønforskellene mellem de traditionelle kvinde- og mandsdominerede fag i den offentlige sektor kan udlignes.

Aftalen bør indeholde løbende øremærkede lønmidler til at udjævne det historiske lønefterslæb i den offentlige sektor. Løbende ligelønspuljer kan for eksempel sikres ved – som den norske ligelønskommission anbefalede i 2008 – at Folketinget afsætter et beløb på finansloven til aktivt at udjævne lønforskelle mellem kvinder og mænd i den offentlige sektor. Det er på høje tid, at vi får skabt løn- og ansættelsesvilkår for de kvindedominerede fag i sundhedssektorens kritiske fag, der afspejler et moderne, ligestillet arbejdsmarked for kvinder og mænd.