Nyhed

Lige ret til digital post styrker ligestillingen i børnefamilier

Familie på fire
Folketinget har netop besluttet, at begge forældre fremover skal modtage digital post om deres barn fra det offentlige. Det er et vigtigt skridt mod ligestilling af forældre, vurderer instituttet.

Fremover skal alle offentlige myndigheder sende digitale breve om børn til begge forældre. Det har Folketinget netop vedtaget i en ændring af ligestillingsloven.

Institut for Menneskerettigheder dokumenterede i 2015, at det oftest var moren, der modtog post fra kommunen om familiens børn, mens sygehusene kun sendte deres breve til barnets bopælsadresse. Siden har flere kommuner og sygehuse ændret deres praksis, så begge forældre modtager breve om fælles børn.

”Når det offentlige alene henvender sig til mødre eller bopælsforældre, sender det et forældet signal om, at kvinder og mænd har forskellige opgaver og roller i forhold til fælles børn,” siger Morten Emmerik Wøldike, sociolog og leder af Institut for Menneskerettigheders ligestillingsteam.

Institut for Menneskerettigheder vurderer, at lovændringen vil bidrage til større ligestilling i børnefamilier.

”Digital post fra det offentlige indeholder ofte væsentlige informationer om barnet, som begge forældre bør være bekendt med. Det er afgørende for, at begge forældre kan tage aktivt del i forældrerollen. Især fædre får med lovændringen forbedret deres muligheder for at bidrage til forældreskabet,” siger Morten Emmerik Wøldike.

Udfordringen med at nå begge forældre blev forværret med digitaliseringen af det offentlige, der betyder, at al post nu sendes elektronisk til borgernes e-bokse. Tidligere sendte kommuner og regioner breve i barnets navn til barnets hjemmeadresse, og på den måde var det op til familien at beslutte, hvem der tog sig af henvendelser fra det offentlige.

Fremover vil begge forældre modtage post om deres børn i hver deres e-boks.

Ligestillingsministeren vil snarest sætte en deadline for, hvornår alle myndigheder skal leve op til de nye regler.