Publikation
Forsiden af rapporten, Vold og trusler på botilbud

Vold og trusler på botilbud

En juridisk og databaseret rapport om udviklingen i anmeldt vold og trusler mod voksne beboere med psykiske lidelser på socialpsykiatriske botilbud

 

undersøger Institut for Menneskerettigheder problematikken omkring vold, trusler og relaterede hændelser mod voksne beboere med psykiske lidelser på socialpsykiatriske botilbud – hvad vi under ét omtaler som personfarlig kriminalitet.

Undersøgelsens består af to dele:

Rapportens juridiske analyse redegør for de nationale og internationale forpligtelser til at beskytte borgere med psykisk handicap mod vold og trusler.

Derudover er undersøgelsen baseret på en kvantitativ analyse af personfarlig kriminalitet begået af og mod beboere på socialpsykiatriske botilbud. Da der i dag ikke bliver registreret systematisk på området, har instituttet i samarbejde med Socialstyrelsen og Danmarks Statistik fået adgang til data om alle politianmeldelser på samtlige socialpsykiatriske botilbud for voksne med psykiske vanskeligheder mellem 2007-2016.

Juridisk analyse og konklusion: Statens ansvar

Instituttet konkluderer i den juridiske analyse, at de mennesker, som bor på socialpsykiatriske botilbud, befinder sig i en sårbar og udsat position og offentlige myndigheder har derfor en særlig pligt til at beskytte dem.

Staten er blandt andet forpligtet til at forebygge, forhindre og gribe ind over for samt effektivt efterforske personfarlig kriminalitet.

Beskyttelsen af den menneskelige værdighed, personlige integritet og autonomi og forbud mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling er fundamentale menneskerettigheder.

Handicapkonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention beskytter mod krænkelser af den personlige integritet og forbyder nedværdigende og umenneskelig behandling sammen med en række andre konventioner. Vold, seksuelle overgreb og trusler kan derfor udgøre et indgreb i disse fundamentale menneskerettigheder.

Det forhold, at staten (i praksis er det kommunerne) spiller en afgørende rolle for tildelingen af et konkret botilbud og har kompetencen til i nogle situationer at tvangsindskrive en beboer til et bestemt botilbud, understøtter, at der gælder en skærpet pligt til at forhindre, at der sker vold og overgreb på botilbud.

Staten er forpligtet til at indsamle data

Som en del af forpligtelsen til effektivt at beskytte personer med handicap mod vold, udnyttelse og overgreb er staten forpligtet til at indsamle data til brug for gennemførelsen af Handicapkonventionen, herunder data om vold på personer med handicap.

Analyse af politianmeldt vold og trusler mod beboere

Dataanalysen viser overordnet set, at politianmeldt vold og trusler mod beboere på socialpsykiatriske botilbud er steget i perioden fra 2007 til 2016. Andelen af ofre for personfarlig kriminalitet er mere end fordoblet i perioden.

Desuden registreres det enkelte offer som udsat for stadig flere personfarlige hændelser.

Ofre for kriminalitet på socialpsykiatriske botilbud
Note: Kriminalitet er defineret som anmeldelser, der vedrører et strafbart indhold, hvor et offer indgår. Personfarlig kriminalitet inkluderer voldsepisoder, trusler, røveri, og seksuelle forbrydelser. Øvrig kriminalitet inkluderer alle andre kriminelle forhold som tyveri eller hærværk. N: 73.446.Kilde: Danmarks Statistik, Tilbudsportalen og egne beregninger.

Når man ser på beboernes risiko for at være udsat for kriminalitet inden for de enkelte regioner, fremgår det, at andelen af beboere udsat for vold er højest i Region Hovedstaden.

Både Hovedstaden og Region Sjælland oplever en fordobling i andelen af beboere udsat for kriminalitet fra 2007 til 2016:

Kriminalitet og regional fordeling
Note: Kriminalitet er defineret som anmeldelser, der vedrører et strafbart indhold, hvor et offer indgår. Regionerne skal alene ses som en geografisk afgrænsning – langt de fleste botilbud drives af kommuner eller privat, og kun et mindretal af regionerne. N: 73.722.
Kilde: Danmarks Statistik, Tilbudsportalen og egne beregninger.

En særlig iøjefaldende tendens er, at den største andel af anmeldte ofre for personfarlig kriminalitet har ændret sig fra at være at finde udenfor selve bopælen til inde på selve bopælen fra omkring år 2011 og frem:

Ofre for personfarlige hændelser fordelt på sted
Note: Kriminalitet er defineret som anmeldelser, der vedrører et strafbart indhold, hvor et offer indgår. Personfarlig kriminalitet inkluderer voldsepisoder, trusler, røveri, og seksuelle forbrydelser. At en kriminel handling foregår på ”bopælen” dækker over, om det er foregået på bopælsvejen. N: 73.446. Kilde: Danmarks Statistik, Tilbudsportalen og egne beregninger.

Anbefaling

Rapportens konklusioner bør give anledning til, at bedre viden på området bliver tilvejebragt. Vi peger derfor på, at personfarlige hændelser mod beboere bør registreres på de enkelte botilbud.

Modsat formålet med kriminalitetsstatistikken, der har et strafferetsligt sigte, vil formålet med et registreringssystem i botilbuddene primært være forebyggende og forbedrende og derved forhåbentligt undgå potentielle uhensigtsmæssigheder i registreringen.

På baggrund af undersøgensen anbefaler Institut for Menneskerettigheder:

  • At der indføres en obligatorisk, ensartet og systematisk registrering af alle trussels-, volds- og nærved-episoder mod beboere på alle danske socialpsykiatriske botilbud over en vis størrelse.

 

Vi tilstræber, at vores pdf’ede publikationer m.m. er egnede til at blive læst af skærmlæser. Skulle du opleve problemer, så kontakt venligst digital redaktør, Stine Juhl Nielsen på stni@humanrights.dk