Menneskerettigheder i Danmark

Danmark har en lang tradition for at støtte og arbejde med menneskerettigheder.

Skiftende regeringer har fokuseret på områder som ytrings- og religionsfrihed, bekæmpelse af racisme, børns rettigheder, tortur og senest virksomhedernes sociale ansvar (CSR).

I 1987 oprettede Folketinget Det Danske Center for Menneskerettigheder. I 2002 blev navnet ændret til Institut for Menneskerettigheder og instituttet blev lagt sammen med en række forskningsinstitutioner i Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder (DCISM). Fra 2013 er Institut for Menneskerettigheder igen blevet en selvstændig, uafhængig institution.

En national menneskerettighedsorganisation

Institut for Menneskerettigheder er Danmarks nationale menneskerettighedsinstitution, også kaldet en NHRI (National Human Rights Institution).

De nationale menneskerettighedsinstitutioner er uafhængige statsfinansierede institutioner, der skal beskytte og overvåge menneskerettighedssituationen i et givet land. Der er i dag mere end 100 nationale menneskerettighedsinstitutioner i verden. To tredjedele lever op til de FN-standarder, der er fastsat i de såkaldte Paris-principper:

De beskriver hvordan nationale menneskerettighedsinstitutioner skal fungere. Institutionerne spiller en stadig større rolle, når det gælder at sikre og fremme menneskerettighederne i de forskellige lande og indflydelse i FN.

De nationale menneskerettighedsinstitutioner arbejder sammen i paraplyorganisationen Den Koordinerende Komité for Nationale Menneskerettighedsinstitutioner. Komitéen bistår de nationale menneskerettighedsinstitutioner med at få overblik over og adgang til FN-systemet og komitéen vurderer om institutionerne lever op til kravene i Paris-principperne. Der er udviklet et akkrediteringssystem, hvor institutioner bliver bedømt hver 4. år og får A (det bedste), B eller C-status. Kun institutioner med A-status har fuld adgang til FN-systemets komiteer m.m. Institut for Menneskerettigheder har A-status.

Arbejde i FN og EU

Som medlem af FN har Danmark været med til at vedtage en række menneskeretlige konventioner. Det gælder eksempelvis konventioner for at bekæmpe tortur og styrke handicappedes rettigheder.

Danmark har også medvirket til vedtagelsen af en række europæiske dokumenter om menneskerettigheder. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og oprettelsen af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i Strasbourg er blandt de vigtigste.

I EU-regi støtter Danmark EU-parlamentets menneskeretlige initiativer. Institut for Menneskerettigheder er som led i Danmarks gennemførelse af EU’s diskriminationsdirektiver udpeget til at være nationalt ligebehandlingsorgan i forhold til køn, race og etnisk oprindelse.

En lang række offentlige myndigheder og private interesseorganisationer arbejder med at fremme menneskerettigheder i Danmark. Mange er medlemmer af Rådet for Menneskerettigheder, som har til opgave at rådgive instituttet. Du kan læse mere om Rådet og medlemmerne af Rådet her.