Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Europarådet vedtog EMRK i 1950, og i dag er medlemskab af Europarådet betinget af ratifikation af EMRK. Som en del af konventionen oprettede staterne i 1959 Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Her kan borgere i medlemsstaterne rejse sager, hvis de oplever, at en stat krænker menneskerettighederne.

I Danmark betyder EMRK meget. Den blev inkorporeret i lovgivningen i 1992, og danske domstole har dermed pligt til at håndhæve den. Desuden betyder det, at borgere kan klage til myndighederne eller lægge sag an med direkte henvisning til EMRK.

De grundlæggende rettigheder

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder civile og politiske rettigheder og kan deles op i tre afsnit.

Første afsnit fokuserer på de grundlæggende borgerlige og politiske rettigheder. Det er eksempelvis ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed, religionsfrihed, retten til frie valg og retfærdig rettergang.

Andet afsnit omhandler de begrænsninger i menneskerettighederne, som staterne kan foretage under særlige omstændigheder. Eksempelvis kan stater begrænse menneskerettighederne af hensyn til national sikkerhed, forebyggelse af uro og forbrydelser eller for at beskytte andres rettigheder og frihed.

Det tredje og sidste afsnit gennemgår klagesystemet, der er knyttet til EMRK.

EMRK indeholder ikke økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. De beskrives i stedet i Europarådets Europæiske Socialpagt fra 1961.

Historien bag

Styrkelsen og beskyttelsen af menneskerettighederne var og er stadig højt prioriteret hos Europarådet. Allerede på det første egentlige møde anbefalede Europarådets Parlamentariske Forsamling at vedtage en menneskeretlig konvention. Formålet var enkelt: at skabe garantier for borgernes menneskerettigheder.

Inspirationen kom fra FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, som så dagens lys i 1948. Erklæringen er dog ikke retligt bindende for staterne. Med EMRK forsøgte staterne derfor at indføre kontrol af, om medlemsstaterne levede op til de menneskeretlige forpligtelser, de havde skrevet under på.

Et barn af efterkrigstiden

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er barn af en tid, som i høj grad stadig slikkede sårene efter Anden Verdenskrig. Krigen, og især forbrydelserne begået af det nazistiske regime, viste, hvor sårbare menneskerettighederne er, hvis ikke verdenssamfundet påtager sig et ansvar.

Tidligere var kontrollen med menneskerettighederne staternes egen sag. Erfaringerne fra krigen, og et i øvrigt forholdsvis lemfældigt forhold til menneskerettighederne, synliggjorde dog behovet for, at de blev et internationalt anliggende.

Beskyttelsen af menneskerettighederne blev dermed et vigtigt instrument i arbejdet med at bevare fred og sikkerhed i verden, fordi det internationale samfund forpligtede sig til at gribe ind, hvis andre stater ikke overholdt menneskerettighederne. Dermed brød staterne med princippet om ikke at blande sig i andre staters indre politiske og retlige anliggender.