FN’s Menneskerettighedssystem

FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder er vedtaget for at beskytte det enkelte individ mod overgreb. Den garanterer en række fundamentale menneskerettigheder.

Det var fokus på det enkelte menneskes værdi og behov for beskyttelse, der i 1948 førte til, at FN’s Generalforsamling enstemmigt vedtog FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder:

De overgreb, der blev begået under Anden Verdenskrig, viste, at der var behov for mere end blot fredelige relationer mellem stater; borgerne skulle også beskyttes mod overgreb fra deres egen stat. Det ønskede FN at sikre med erklæringen.

Fra idealer til lovgivning

Erklæringen er ikke juridisk bindende for medlemsstaterne. Derfor var det nødvendigt at få idealerne og de gode hensigter omsat til lovgivning. Den Kolde Krig fastfrøs i en periode arbejdet, men efterhånden blev flere og flere konventioner vedtaget.

I 1965 lykkedes det Generalforsamlingen at vedtage FN’s Konvention om Afskaffelse af Alle Former for Racediskrimination (racediskriminationskonventionen), og året efter kom FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske rettigheder. FN’s Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder (ØSKR) fulgte siden trop.

I dag har FN’s Menneskerettighedssystem ni kernekonventioner om menneskerettigheder. Find alle konventionerne her:

Ét system – to opgaver

FN’s Menneskerettighedssystem har to hovedopgaver: udvikling af de internationale menneskerettigheder og overvågning og beskyttelse af de nuværende.

Udviklingen af de internationale menneskerettigheder afhænger af, hvor mange stater der ratificerer – det vil sige binder sig juridisk til – de forskellige konventioner. Antallet varierer fra konvention til konvention. Derfor har en række konventioner nærmest universel retsvirkning, mens andre kun gælder i få lande. Det er FN’s mål, at alle stater ratificerer konventionerne.

Den gradvise udvikling af menneskerettighederne ledsages af en overvågning af, hvorvidt staterne også respekterer rettighederne. For at undgå tomme løfter har hver kernekonvention en tilhørende komité, der har til opgave at kontrollere, at stater, der en del af aftalen, overholder konventionen.

Kontrollen foregår ved, at staterne hvert andet til femte år udarbejder rapporter, der viser, hvordan konventionen implementeres i lovgivningen. Ud fra disse oplysninger giver den relevante komité en række anbefalinger, som staten ventes at efterleve. Komitéen kan også modtage materiale fra andre FN-organer, NGO’er, akademiske institutioner, pressen osv.

Kontrolmekanismer uden om konventioner

FN’s Menneskerettighedsråd råder over en række kontrolmekanismer, der ikke er bundet op på de enkelte kernekonventioner. Det drejer sig blandt andet om FN's Universelle Periodiske Bedømmelse (Universal Periodic Review - UPR). UPR er en proces, der hvert fjerde år gennemgår samtlige 192 FN-landes standarder og opfyldelse af menneskerettighederne.

Institut for Menneskerettigheder spiller en stor rolle i forbindelse med den danske UPR. Instituttet rådgiver den danske regering ved udarbejdelsen af den danske rapport. Vi assisterer ligeledes en gruppe af danske organisationer med at få skrevet en fælles rapport om Danmark.

En anden kontrolmekanisme er de Særlige Procedurer, som er en fælles betegnelse for uafhængige eksperter og arbejdsgrupper. De opererer i bestemte lande og tager særlige temaer op. Det kan eksempelvis være i Somalia eller Nordkorea, og temaerne kan være tortur, fængsel og lignende.

Klageproceduren er den tredje kontrolmekanisme. Den tager sig af gentagne, dokumenterede og grove tilfælde af menneskerettighedskrænkelser.