Valg af forsidefoto til rapporten om statsborgerskab – sådan var forløbet

Instituttet har valgt at skifte forsiden på en ny rapport om retten til statsborgerskab og fjerne et interview fra hjemmesiden. Her er baggrunden.

Mandag 8. februar 2021 udgav Institut for Menneskerettigheder en ny rapport om adgang til statsborgerskab for ikkenordiske unge, der er født og/eller opvokset i Danmark. På forsiden var et billede af Jino Victoria Doabi.

Hun blev valgt til forsiden, fordi hun er et eksempel på et ungt menneske, som kom til Danmark som barn, og som har svært ved at blive dansk statsborger. Hun medvirkede også i et interview til hjemmesiden om sine udfordringer med at blive dansk statsborger.

Tidsforløbet

Interviewet med Jino Victoria Doabi blev lavet 23. oktober, interviewet blev skrevet færdig 3. november, og fotos blev taget 11. november. Interviewet drejede sig alene om hendes personlige oplevelse som ansøger til statsborgerskab. 

Jino Victoria Doabi gjorde 10. december en medarbejder på instituttet opmærksom på, at hun er kandidat for Radikale Venstre til kommunalvalget i november 2021. Kandidaturet diskuteredes blandt medarbejdere op til lanceringen. De vurderede, at Jino Victoria Doabi stadig kunne optræde på forsiden af rapporten og som case på hjemmesiden. Det var en klar fejl.

Ligebehandlingschefen og direktøren blev først opmærksomme på kandidaturet efter lanceringen af rapporten mandag den 8. februar og valgte straks at udskifte forsidebilledet og fjerne interviewet fra hjemmesiden.

Det er afgørende for instituttet, at der ikke kan stilles spørgsmål ved vores uafhængighed, og derfor skal vi ikke have politiske kandidater på vores rapporter.