Al-Masudi v. Denmark

Dato for afgørelse

Al-Masudi mod Danmark (ikke krænkelse). Klager, som er irakisk statsborger, var blevet idømt 2 år og 9 måneders fængsel samt udvist med indrejseforbud for bestandigt for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videreoverdragelse samt ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder. Klager havde i øvrigt en lang kriminalitetshistorik med alvorlig kriminalitet begået både som mindreårig og voksen. Klager var desuden tidligere betinget udvist, ligesom klager tidligere havde modtaget en advarsel om udvisning.

Klager var omkring 26 år gammel og indrejst i Danmark som 3-årig via familiesammenføring. Klager havde lovligt tilbragt det meste af sin barndom og ungdom i Danmark. I december 2020 fødte klagerens kæreste et barn, som var blevet undfanget mens klageren sad varetægtsfængslet. EMD bemærkede, at familieliv blev skabt på et tidspunkt, hvor de involverede personer var klar over, at den ene af dem havde en usikker immigrationsstatus. EMD udtalte, at i en sådan situation vil det sandsynligvis kun være under ekstraordinære omstændigheder, at hensynet til familielivet vil betyde, at udvisning vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 8.

EMD fandt, at indgrebet i klagerens privatliv og eventuelt familieliv blev understøttet af relevante og tilstrækkelige grunde. Det permanente indrejseforbud var berettiget på grund af det forhold, at klagerens forbrydelser, der førte til udvisningen, var af en sådan karakter, at han på daværende tidspunkt udgjorde en alvorlig trussel mod den offentlige orden. Derudover udviste klageren en manglende vilje til at efterleve dansk ret til trods for en tidligere betinget udvisning samt tidligere advarsel om udvisning.

EMD bemærkede, at der i alle instanser var en eksplicit og grundig vurdering af, om udvisningen kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. EMD udtalte, at det ikke tilkom EMD at vurdere sagens realitet (herunder især vurdering af de faktiske forhold vedrørende proportionalitet) i stedet for de kompetente nationale myndigheders vurdering. Dette ville EMD alene gøre, hvis der var væsentlige grunde til det, hvilket ikke var tilfældet i den foreliggende sag. EMD fandt derfor, at udvisningen ikke var i strid med EMRK artikel 8.

Internationalt organ
EMD – Kammer (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol)
Emner
Udvisning Privatliv Familieliv
Afgørelsestype
Dom
Resultat
Ikke krænkelse
Artikel
Artikel 8
Sagsnummer
35740/21
Nationalt organ
Østre Landsret
Hvis du har spørgsmål til databasen eller vil indberette eventuelle fejl og mangler, så skriv til monitoring@humanrights.dk. Databasen er opdateret med de afgørelser og udtalelser, som på opdateringstidspunktet er tilgængelige for instituttet. Der kan særligt forekomme forsinkelser, hvad angår opdateringen af FN-komiteernes udtalelser.

Download afgørelse