B. M. I. and N. A. K. v. Denmark

Klagere, som er syriske statsborgere og muslimske, etniske kurdere, klagede på vegne af dem selv og deres to børn. Klagerne havde søgt asyl i Bulgarien og fået opholdstilladelse, men rejste senere til Danmark, hvor de fik afslag på deres asylansøgning. Klagerne mente, at de ved en udvisning til Bulgarien som første asylland risikerede at blive udsat for forhold i strid med artikel 7 i ICCPR, herunder særligt fordi de i Bulgarien var blevet nægtet behandling på de bulgarske hospitaler på grund af deres status som flygtninge, og fordi de ikke havde nogen sygesikring. Komiteen fandt, at en udvisning til Bulgarien som første asylland ikke ville være i strid med artikel 7. Den bemærkede blandt andet, at selvom klagerne angiveligt havde haft svært ved at få adgang til sundhedsydelser i Bulgarien, var det lykkedes det på alternativ vis. Den mærkede også, at klagerne før deres udrejse fra Bulgarien ikke havde været hjemløse. Ligeledes fandt komiteen, at klagerne ikke havde godtgjort, hvorfor de havde svær ved at få beskæftigelse. Endelig bemærkede komiteen, at den omstændighed, at klagerne ville have en række vanskeligheder ved tilbagevendelse til Bulgarien, adskilte dette sig ikke fra andre flygtninge situationers i Bulgarien, der kunne anses for at falde inden for artikel 7’s anvendelsesområde. I øvrigt var der ikke risiko for, at klagerne blev sendt tilbage til Syrien, fordi de havde fået status som flygtninge i Bulgarien.