D. and E. v. Denmark

Klagerne, som var kinesiske statsborgere, havde forinden de søgte asyl i Danmark, haft opholdstilladelse i Danmark. I Danmark var klagerne kommet i forbindelse med et medlem af den religiøse bevægelse, Falun Gong, som havde givet klagerne bøger, som indeholdt kritik af det kinesiske styre. Den ene af klagerne rejste senere til Kina og gav nogle af disse bøger til sine forældre, som var boghandlere, som udstillede nogle af disse på en af deres bogreoler. Forældrene blev herefter anholdt. Klagerne frygtede, at de ved opholdstilladelsen udløb ville blive sendt tilbage til Kina, hvor de risikerede at blive anholdt. De søgte derfor asyl, hvilket de fik afslag på, hvorefter de skulle udvises til Kina. De mente, at en udvisning ville være i strid med artikel 7, fordi de risikerede at blive fængslet og udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling for at have medbragt disse bøger om Falun Gong til Kina. De mente også, at artikel 14 og 26 var krænket, fordi de under deres sagsbehandling i Danmark havde fået afslag på at få hørt et vidne. Alle klagepunkter blev afvist af komiteen, idet den fandt, at de danske myndigheder havde foretaget en tilstrækkelig, grundig vurdering af klagernes synspunkt og på baggrund heraf fundet, at deres udtalelser var utroværdige, og at det ikke var godtgjort, at der var en sammenhæng mellem fængslingen af forældrene og de omtalte bøger om Falun Gong. Hertil fandt komiteen, at der ikke var godtgjort, at Flygtningenævnets behandling af klagerne var diskriminerende. Endelige bemærkede komiteen, at artikel 14 ikke fandt anvendelse i sager vedrørende behandling af asylansøgninger.