Duarte Agostinho og andre v. Portugal og 32 andre

Dato for afgørelse

Duarte Agostinho og andre mod Portugal og 32 andre lande (afvist). Klagerne, som er seks unge portugisiske statsborgere, havde anlagt sag mod i alt 33 lande i Europarådet, herunder Danmark, over de nuværende og fremtidige konsekvenser af klimaforandringerne. De hævdede, at Portugal og de andre indklagede lande allerede oplevede konsekvenser af klimaforandringer i form af stigninger i gennemsnitstemperaturer og ekstreme varmeforhold, som bl.a. var en væsentlig årsag til flere skovbrande. Derudover hævdede de, at der var øget risiko for skader som følge af klimaforandringer, og at risikoen ville stige betydeligt i løbet af deres levetid.

EMD fandt, at det ikke var muligt efter de europæiske menneskerettigheder at udvide jurisdiktionen i sagen til også at omfatte de andre indklagede lande, men at sagen alene kunne behandles mod Portugal, da der var etableret territorial jurisdiktion. EMD afviste derfor klagen over de andre indklagede lande efter EMRK artikel 35.

Derudover fandt EMD, at klagerne ikke havde påklaget sagen til de portugisiske domstole, men i stedet havde klaget direkte til EMD. Klagen mod Portugal blev derfor afvist på grund af manglende udtømning af nationale retsmidler.

Internationalt organ
EMD - Storkammer (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol)
Emner
Liv Tortur mv. Familieliv Privatliv Diskrimination
Afgørelsestype
Admissibilitet
Resultat
Afvisning
Artikel
Artikel 2, artikel 3, artikel 8 og artikel 14
Sagsnummer
39371/20
Hvis du har spørgsmål til databasen eller vil indberette eventuelle fejl og mangler, så skriv til monitoring@humanrights.dk. Databasen er opdateret med de afgørelser og udtalelser, som på opdateringstidspunktet er tilgængelige for instituttet. Der kan særligt forekomme forsinkelser, hvad angår opdateringen af FN-komiteernes udtalelser.