Hansen v. Denmark

I 1996 blev klageren idømt forvaring for frihedsberøvelse, forsøg på voldtægt og hensættelse af en anden i hjælpeløs tilstand. Klageren anmodede flere gange om at blive løsladt eller idømt en mildere dom. På baggrund af lægerapporter udstedt af forvaringsinstitutionen blev anmodningerne afvist. Efter indhentelse af eksterne ekspertudtalelser blev klagerens anmodning på ny afvist af domstolene. I 2019 fandt retslægerådet, at klageren fortsat udgjorde en overhængende fare for andres liv, krop, helbred og frihed. Retslægerådet kunne derfor ikke anbefale, at klageren blev løsladt, eller at sanktionen blev ændret.

Klageren påstod, at han ikke var blevet undersøgt af en ekstern lægesagkyndig, hvilket var i strid med EMRK artikel 5 (1). Efter klagerens opfattelse kunne retslægerådet ikke betragtes som en ekstern lægesagkyndig, fordi rådet ikke havde undersøgt ham personligt, men alene baseret sin udtalelse på de vurderinger, som forvaringsinstitutionens eksperter havde foretaget. Klageren påstod også, at varigheden af sagen var i strid med EMRK artikel 5 (4).

EMD fandt, at de nationale domstole havde indhentet rådgivning fra en ekstern læge om nødvendigheden af sagsøgerens fortsatte forvaring, da retslægerådet er en uafhængig instans. EMD fandt også, at forvaringen af klager ville være fortsat, selvom de processuelle garantier for en hurtig domstolsprøvelse i henhold til EMRK artikel 5 (4) var blevet overholdt, og at den ikke-økonomiske skade lidt derved blev tilstrækkeligt kompenseret ved, at de nationale domstole havde fastslået en overtrædelse af denne bestemmelse. EMD fandt derfor, at klagen var åbenbart ugrundet og afviste at behandle sagen.