Jørgensen and others v. Denmark

Klagerne i denne sag mente, at EMRK var krænket i en sag, hvor politiet under en aktion havde skudt mod to af klagernes voksne børn, som medførte disses død. På nationalt niveau blev sagen først efterforsket af Statsadvokaten, som fandt, at de to politibetjente, som havde været involveret i aktionen, havde handlet i selvforsvar, hvorfor der ikke var grundlag for at rejse en straffesag mod dem. Statsadvokaten havde desuden forelagt sagen Politiklagenævnet, som modsat Statsadvokaten mente, at spørgsmålet vedrørende fortolkning af nødvendig anvendelse af magt skulle bringes foran en domstol. Klagerne klagede herefter over Statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten. I mellemtiden var der kommet nye oplysninger vedrørende affyringen af skuddene, som var blevet overset i første omgang, hvorfor Statsadvokaten genoptag sagen af egen drift, inden Rigsadvokaten havde afsagt afgørelse. Statsadvokaten fandt dog fortsat, at der ikke var grundlag for at rejse en straffesag mod de to politibetjente. Denne afgørelse blev opretholdt af Rigsadvokaten. Mere end to år efter anlagde klagerne et civilretligt søgsmål ved domstolene, idet de mente, at de var berettiget til kompensation, idet deres rettigheder under EMRK artikel 2 og 3 var blevet krænket. Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at tildele kompensation, hvilket blev stadfæstet af Højesteret. Over for EMD mente klagerne, at artikel 2, 3 og 13 var blevet krænket. EMD fandt det dog mest hensigtsmæssigt at behandle alle klagepunkterne under artikel 2. EMD fandt, at den endelige nationale afgørelse, som var Rigsadvokatens afgørelse om ikke at anlægge en straffesag mod de to politibetjente, lå mere end seks måneder tilbage, hvorfor EMD ikke kunne behandle klagen. For fuldstændighedens skyld behandlede EMD dog klagernes påstande om, at den efterfølgende civilsag var nødvendig for at fastslå krænkelse af artikel 2 og 3. Her bemærkede EMD, at Statsadvokatens afgørelse var blevet behandlet både af Politiklagenævnet og Rigsadvokaten, hvorfor der var sket behørig efterforskning af sagen; at klagerne havde haft tilstrækkelig adgang til efterforskningsmaterialet; og at klagernes påstand om, at de først under den civile retssag var blevet gjort bekendt med det forhold, at de to politibetjente havde haft mulighed for at afstemme deres forklaringer forud for Statsadvokatens afhøring, var uden betydning for sagens udfald og endvidere, at dette forhold ikke var anført i klagernes indledende klage til EMD. Sagen blev derfor endeligt afvist.