M.A. v. Denmark

M.A. mod Danmark (krænkelse). Sagen omhandler retten til familiesammenføring efter den såkaldte ”treårsregel” for personer med midlertidig beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klager, en syrisk mand, gjorde gældende, at hans afslag på familiesammenføring med sin hustru efter treårsreglen udgjorde en krænkelse af artikel 8 og 14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det var med dommen første gang, at Menneskerettighedsdomstolen tog stilling til en venteperiode for familiesammenføring for personer med midlertidig beskyttelsesstatus.

Menneskerettighedsdomstolens Storkammer noterede bl.a. i sagen, at en stat har ret til at kontrollere udlændinges indrejse og ophold, og at medlemsstater har en bred skønsmargin på området, men samtidig at processen for at opnå familiesammenføring skal sikre overholdelse af garantier om fleksibilitet, hastighed og effektivitet. 

Storkammeret udtalte, at det kunne forstå rationalet bag en udskydelse af retten til familiesammenføring i to år. Storkammeret udtalte endvidere, at tre års ventetid på familiesammenføring var længe at være adskilt fra sin familie, og at perioden i praksis var længere end tre år. Endelig bemærkede Storkammeret, at Folketinget ikke havde genovervejet treårsreglen til trods for et stort fald i antallet af asylansøgere i 2016 og 2017.

Storkammeret lagde i afgørelsen særlig vægt på, at treårsreglen ikke reelt muliggjorde en individuel vurdering af klagers situation, hvilket havde gjort klagers ventetid i tre år obligatorisk, ligesom der blev lagt vægt på længden af klagers ægteskab samt på umuligheden for parret til at leve sammen i Syrien. Endelig udtalte Storkammeret, at hensynet til umuligheden af at udleve familielivet i hjemlandet efter to års ventetid får en tiltagende betydning i hensynsafvejningen, og at retten til respekt for familielivet - ligesom de øvrige rettigheder i Menneskerettighedskonventionen - skal sikres på en måde, som gør dem praktiske og effektive, ikke teoretiske og illusoriske.   

På den baggrund fandt Storkammeret, at Danmark havde krænket Menneskerettighedskonventionens artikel 8, idet myndighederne ikke havde fundet en rimelig balance mellem hensynet til klagers interesse i at blive genforenet med sin ægtefælle over for hensynet til immigrationskontrol for at beskytte statens økonomiske velfærd, til at sikre en effektiv integration og til at sikre den sociale sammenhængskraft.

Storkammeret tog ikke stilling til spørgsmålet om usaglig forskelsbehandling efter artikel 14 sammenholdt med artikel 8, da der var konstateret en krænkelse af artikel 8.