M.A.S. and L.B.H. v. Denmark

Klagerne er et syrisk ægtefællepar med tre børn, som ankom i Bulgarien og ansøgte om asyl, hvor de fik opholdstilladelse. Mens deres sag blev behandlet, blev de indkvarteret i et modtagelsescenter med blandt andet utilstrækkeligt mad til at ernære deres yngste barn på 1 år og trang plads, eftersom 6 familier måtte deles om 40 kvadratmeter. Derudover, blev de udsat for, og bevidnede, flere overfald mod andre syrere. Familien tog til Danmark og ansøgte ved ankomst om asyl. 
Asylansøgningen blev afvist, og klagerne blev oplyst, at de skulle tvangsudsendes til Bulgarien efter reglerne i Dublinforordningen. Klagerne påstod, at en tvangsudsendelse var i strid med FNs Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheders artikel 7, om forbuddet mod tortur m.v. Klagerne støttede deres sag på de dårlige forhold, de havde været udsat for i Bulgarien og, at Bulgarien ikke havde iværksat initiativer til at yde sociale tiltag og få flygtninge ind på arbejdsmarkedet, hvorfor klagerne frygtede at blive hjemløse, og at de dermed ikke at kunne tage sig af deres børn.
FNs Menneskerettighedskomité fandt ikke, at overførslen udgjorde en krænkelse af konventionens artikel 7. Komitéen bemærkede de dårlige forhold i modtagecentrene, men fandt ikke de kunne være relevante i den konkrete sag, eftersom klagerne, i kraft af deres opholdstilladelse i Bulgarien, ikke ville blive henvist til modtagelsescentrene. Komitéen udtalte, at udsigten til en generelt lavere levestandard ikke i sig selv kan udgøre en krænkelse af artikel 7.