M.G. v. Denmark

Dato for afgørelse

I forbindelse med en skilsmisse i 2012 indvilligede klageren mundtligt i at betale et bestemt fast beløb i børnebidrag til sine fire børn. I 2017 anmodede klageren blandt andet om, at beløbet blev nedsat, fordi hans nettoindkomst var faldet. Anmodningen blev i 2018 afvist af Statsforvaltningen, idet klageren ikke havde dokumenteret, at den mundtlige aftale om børnebidrag var tidsbegrænset. Sagen blev anket til Ankestyrelsen, som overdrog sagen til Familieretten. I den forbindelse anmodede klager om en mundtlig høring. Familieretten anvendte den forenklede familiesagsproces, hvorved sagen blev afgjort på grundlag af de skriftlige sagsakter. Familieretten stadfæstede Statsforvaltningens afgørelse.

Klageren påstod, at den manglende mundtlige forhandling i den forenklede familiesagsproces var i strid med EMRK artikel 6 (1) om retten til en retfærdig rettergang.

EMD fandt, at klagerens indkomst under alle omstændigheder var så høj, at det ville have været muligt at træffe en afgørelse om børnebidraget, som ville have svaret nogenlunde til det beløb, der oprindelig var fastsat i den mundtlige aftale fra 2012. De spørgsmål, som ansøgeren ønskede undersøgt ved en mundtlig høring ville derfor ikke have ændret sagens resultat i væsentligt omfang. EMD fandt, at der ikke var nogen spørgsmål om troværdighed eller anfægtede kendsgerninger, som nødvendiggjorde en mundtlig høring i den foreliggende sag, og at Familieretten retfærdigt og rimelig kunne afgøre sagen på grundlag af de skriftlige sagsakter. EMD afviste derfor at behandle sagen.

Internationalt organ
EMD – Kammer (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol)
Emner
Effektive retsmidler
Afgørelsestype
Admissibilitet
Resultat
Afvisning
Artikel
Artikel 6 (1)
Sagsnummer
7921/20
Nationalt organ
Andet
Hvis du har spørgsmål til databasen eller vil indberette eventuelle fejl og mangler, så skriv til monitoring@humanrights.dk. Databasen er opdateret med de afgørelser og udtalelser, som på opdateringstidspunktet er tilgængelige for instituttet. Der kan særligt forekomme forsinkelser, hvad angår opdateringen af FN-komiteernes udtalelser.

Download afgørelse