Mørck Jensen v. Denmark
Mørck Jensen v. Denmark (ikke krænkelse). Klager, som er dansk statsborger, blev idømt seks måneders fængsel for at have udrejst til og taget ophold i al-Raqqa-distriktet i Syrien uden tilladelse. I Syrien deltog klageren i væbnet konflikt mod Islamisk Stat (IS) for den kurdiske bevægelse YPG. På gerningstidspunktet var det efter dansk lovgivning strafbart at rejse til bl.a. al-Raqqa-distriktet, mens det på domstidspunktet ikke længere krævede en tilladelse at rejse til al-Raqqa-distriktet.
Klageren påstod for det første, at domfældelsen var i strid med EMRK artikel 7, da bl.a. straffelovens § 114 j, der gør det strafbart at indrejse og opholde sig i visse konfliktzoner, ikke var udformet tilstrækkeligt klart, og at det har betydning for den menneskeretlige vurdering, at klageren kæmpede mod en terrororganisation. Desuden mente klageren, at han burde have være dømt efter lovgivningen på domstidspunktet fremfor gerningstidspunktet. For det andet påstod klageren, at forbuddet var et indgreb i retten til bevægelses- og opholdsfrihed efter artikel 2 i 4. tillægsprotokol til EMRK, der ikke kan begrundes af hensyn til Danmarks nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller for at forebygge forbrydelser, fordi klagerens indrejse og ophold netop havde til formål at bekæmpe en terrororganisation.
Vedrørende klagen efter artikel 7 fandt EMD, at det strafbare forhold var klart defineret i loven og var både tilgængeligt og forudsigeligt. Yderligere fandt EMD, at ændringen af forbuddet mellem gerningstidspunktet og domstidspunktet ikke relaterede sig til strafbarheden af handlingen på gerningstidspunktet, men alene var et resultat af de specifikke ændringer af situationen i Syrien, hvor IS bl.a. ikke længere kontrollerede området. Dermed kunne loven på gerningstidspunktet anvendes. Artikel 7 var derfor ikke krænket.
Vedrørende klagen efter artikel 2 i 4. tillægsprotokol fandt EMD, at indskrænkningen i bevægelses- og opholdsfriheden forfulgte et legitimt formål og var proportional. Dette blev navnlig begrundet i, at det alene var et begrænset område, der ikke måtte indrejses og tages ophold i, og at klager kunne have opnået tilladelse hertil, hvis han havde et anerkendelsesværdigt formål. EMD bemærkede yderligere, at staterne i en sådan situation har en bred skønsmargen. Artikel 2 i 4. tillægsprotokol var derfor ikke krænket.