N.A. and others v. Denmark

Klagerne i denne sag var en mor og hendes to børn, som var somaliske statsborgere, over for hvem Udlændingestyrelsen efter EU's Dublinforordning havde truffet afgørelse om, at de skulle tilbagesendes til første asylland, Italien. I Flygtningenævnet blev sagen udsat, indtil EMD havde afsagt dom i sagen Tarakhel mod Schweiz, nr. 29217/12. Efter domsafsigelse i denne sag, hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen traf igen afgørelse om, at klagerne skulle tilbagesendes til Italien, idet Italien i overensstemmelse med Tarakhel-dommen havde forsikret generelt over for alle EU-medlemsstater, at familier ville blive anbragt på samme asylcentre, mens deres sag blev behandlet. Ligeledes havde de italienske myndigheder forsikret, at forholdene på øremærkede steder beregnet til indkvartering af familier, var ordentlige. Dette var desuden blevet dokumenteret i en rapport udarbejdet af en fællesdelegation bestående af udlændingeministerierne i Nederlandene, Tyskland og Schweiz. Flygtningenævnet opretholdt Udlændingestyrelsens afgørelse. Over for EMD mente klagerne, at dette var i strid med artikel 3. EMD fandt, at klagerne ikke havde formået at påvise, at de øremærkede indkvarteringssteder ikke havde tilstrækkeligt plads til dem, og at klagerne heller ikke havde påvist, at forholdene, de skulle leve under i Italien, faldt inden for artikel 3's anvendelsesområde. Klagerne mente desuden, at retten til familieliv i artikel 8 var krænket, fordi det ene af børnenes far, som var asylansøger i Danmark, og som mor under sit ophold i Danmark havde fået barnet med, ville blive adskilt fra dette barn. Herom fandt EMD, at dette spørgsmål kunne have været prøvet ved de nationale domstole i overensstemmelse med grundlovens § 63, hvorfor klagerne, for så vidt angik artikel 8, ikke havde udtømt alle nationale retsmidler. Sagen blev derfor afvist.