Nguyen v. Denmark

Dato for afgørelse

Nguyen mod Danmark (krænkelse). Klager, som er en vietnamesisk statsborger, var blevet idømt 1 år og 6 måneders fængsel samt udvist med indrejseforbud i 12 år for produktion af cannabis med salg for øje. Klager havde ikke tidligere begået kriminalitet. 

Klager kom til Danmark i 1989 som 13-årig og fik permanent opholdstilladelse i 1994. Hun var på tidspunktet for udvisningsafgørelsen omsorgsperson for en mindreårig datter og en voksen datter med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. 

EMD konstaterede i sagen, at udvisningen udgjorde et indgreb i retten til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8. Da klager ifølge EMD var en veletableret immigrant, ville det følgeligt kræve særligt vægtige grunde at retfærdiggøre udvisningen af klager. 

EMD anerkendte, at de danske domstole havde foretaget en grundig afvejning af de involverede kriterier. Dog bemærkede EMD, at de danske domstole ikke havde taget hensyn til, hvordan udvisningen ville ramme klagers børn. Samlet lagde EMD i sin vurdering vægt på, at klageren ikke tidligere havde begået kriminalitet og ikke kunne anses for at være en alvorlig trussel mod den offentlige orden, at hun ikke tidligere var blevet tildelt en advarsel om udvisning, at hun var omsorgsperson for de ovenfor nævnte døtre, og at hun lovligt havde boet i Danmark i 29 år, hvortil hun havde en stærk tilknytning modsat hendes tilknytning til Vietnam.

EMD fandt derfor og særligt som følge af indrejseforbuddet, at udvisningen af klager med indrejseforbud i 12 år var et uproportionelt indgreb i klagerens ret til respekt for sit privat- og familieliv efter EMRK artikel 8.

Internationalt organ
EMD – Kammer (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol)
Emner
Udvisning Familieliv Udlændinge
Afgørelsestype
Dom
Resultat
Krænkelse
Artikel
EMRK artikel 8
Sagsnummer
2116/21
Nationalt organ
Østre Landsret
Hvis du har spørgsmål til databasen eller vil indberette eventuelle fejl og mangler, så skriv til monitoring@humanrights.dk. Databasen er opdateret med de afgørelser og udtalelser, som på opdateringstidspunktet er tilgængelige for instituttet. Der kan særligt forekomme forsinkelser, hvad angår opdateringen af FN-komiteernes udtalelser.