N.M. Aden og L. M. Hassan v. Denmark

Klagerne fik i 2013 afslag på deres ansøgning om familiesammenføring, som følge af formodningsreglen i udlændingeloven, hvorefter ægteskab mellem nærtbeslægtede anses for tvangsægteskab, der afskærer muligheden for familiesammenføring. Klagerne mente, at afslaget var et indgreb i deres ret til familieliv i strid med art. 17 og 23 i FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder. Hertil bemærkede klagerne, at formodningsreglen vendte bevisbyrden mod klagerne, der ikke var i stand til at løfte denne, bl.a. fordi det ikke var muligt for den kvindelige ansøger at udtale sig mundtligt for Udlændingenævnet. Klagerne mente således, at udlændingemyndighederne havde vurderet, at der var tale om tvangsægteskab, uden at have foretaget en konkret undersøgelse af forholdende og placeret bevisbyrden hos klagerne alene. Komitéen fandt, at der var tale om et indgreb i retten til familieliv i strid med art. 17 og 23. Komitéen lagde vægt på, at den kvindelige ansøger ikke havde haft mulighed for at udtale sig mundtligt, og der ikke havde været indkaldt andre vidner. Udlændingenævnet havde således ikke baseret deres vurdering af ægteskabets frivillighed på den kvindelige klagers direkte vidnesbyrd. Komitéen lagde endvide vægt på, at Udlændingemyndighederne ikke havde taget behørigt hensyn til klagernes ægteskab i sammenholdt med deres personlige situation og den kulturelle situation i klagernes oprindelsesland.