Noorzae v. Denmark

Dato for afgørelse

Noorzae mod Danmark (krænkelse). Klager, som er afghansk statsborger, var blevet idømt 1 år og 3 måneders fængsel samt udvist med indrejseforbud i 12 år for besiddelse af euforiserende stoffer, vold, ulovlig besiddelse af en kniv, føre et køretøj uden førerret, besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg samt forsøg på trusler. Klager havde i øvrigt en kriminalitetshistorik med vold begået som mindreårig og mindre alvorlige overtrædelser begået som voksen.

Klager var omkring 24 år gammel og indrejst i Danmark som 5-årig via familiesammenføring. Klager havde lovligt tilbragt det meste af sin barndom og ungdom i Danmark.

EMD lagde ved afvejningen vægt på, at lovovertrædelser begået af klager som voksen forud for den foreliggende sag vedrørte hærværk, tyveri, færdselsforseelser og overtrædelser af lovgivningen om euforiserende stoffer. Disse lovovertrædelser resulterede alle i bøder, og ingen af dem indikerede, at klager generelt udgjorde en trussel mod den offentlige orden.

EMD lagde desuden vægt på, at klageren ikke tidligere var blevet advaret om risikoen for udvisning eller idømt en betinget udvisning. Derudover havde klageren gennemgået terapi og genoptaget sine studier efter at være blevet løsladt, hvilket Østre Landsret ikke havde taget hensyn til i sin begrundelse. EMD udtalte også, at klageren var ankommet til Danmark i en meget ung alder og havde haft lovligt ophold i Danmark i ca. 18 år. Klageren havde således meget stærkere bånd til Danmark, hvorimod hans bånd til Afghanistan stort set var ikkeeksisterende. EMD fandt derfor samlet set og særligt som følge af indrejseforbuddet, at udvisningen af klageren med indrejseforbud på 12 år var et uproportionalt indgreb i klagerens ret til respekt for sit privatliv efter EMRK artikel 8.

Internationalt organ
EMD – Kammer (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol)
Emner
Udvisning Familieliv Privatliv
Afgørelsestype
Dom
Resultat
Krænkelse
Artikel
Artikel 8
Sagsnummer
44810/20
Nationalt organ
Østre Landsret
Hvis du har spørgsmål til databasen eller vil indberette eventuelle fejl og mangler, så skriv til monitoring@humanrights.dk. Databasen er opdateret med de afgørelser og udtalelser, som på opdateringstidspunktet er tilgængelige for instituttet. Der kan særligt forekomme forsinkelser, hvad angår opdateringen af FN-komiteernes udtalelser.

Download afgørelse