R. A. A. and Z. M. v. Denmark

Klagerne, som var syriske statsborgere, havde fået opholdstilladelse i Bulgarien, men valgte at rejse til Danmark på grund af forholdene i Bulgarien. De danske myndigheder gav klagerne afslag på deres asylansøgning, idet de skulle tilbagesendes til Bulgarien som første asylland. Klagerne mente, at dette ville være i strid med artikel 7 i ICCPR, fordi de ved tilbagevendelse til Bulgarien ville blive udsat for hjemløshed, fattigdom, manglende adgang til sundhedsydelser samt personlig sikkerhed. De bemærkede, at de måtte anses for at være særligt udsatte, idet de havde et nyfødt barn, og fordi manden led af en hjertesygdom, som krævede langvarig sundhedsbehandling, og han ville være i risiko for at dø, såfremt han ikke fik denne behandling. Komiteen fandt, at en udvisning til Bulgarien ville være i strid med artikel 7, idet de danske myndigheder ikke havde taget klagernes synspunkterne tilstrækkeligt i betragtning, herunder oplysninger om risikoen for at leve under utålelige forhold i Bulgarien, hvilket var baseret på klagernes tidligere erfaringer. Komiteen bemærkede blandt andet, at de danske myndigheder ikke havde taget vigtige omstændigheder i betragtning, herunder at klager var blevet mishandlet af det bulgarske politi ved deres ankomst til Bulgarien; at manden havde været udsat for et racemotiveret angreb og ikke havde haft mulighed for at klage herover til politiet; og at manden led af en hjertesygdom. Ifølge komiteen havde de danske myndigheder således ikke sikret sig, at klagerne ved tilbagevendelse ville blive modtaget af de bulgarske myndigheder på en måde, som ville være i overensstemmelse med artikel 7.