R. K. v. Denmark

Klager, som var iransk statsborger, havde i 1980’erne hjulpet personer i Iran, som havde fået udrejseforbud, med at få pas, så de kunne forlade Iran. Klager var efterfølgende blevet udsat for tortur af de iranske myndigheder. Klager flygtede imidlertid til Grækenland, hvor han fik asyl. Han blev efterfølgende sendt til Danmark i overensstemmelse med kvotefordeling af flygtninge, hvor han fik permanent opholdstilladelse. Han rejste senere tilbage til Iran, fordi et familiemedlem var alvorligt syg, hvor han boede i en længere periode. Her blev han anholdt under en demonstration. Efter løsladelse rejste han til Danmark, hvor han blev meddelt, at hans opholdstilladelse var bortfaldet. Han ansøgte på ny om asyl, hvilket han fik afslag på, hvorefter han skulle udvises til Iran. Klager mente, at dette ville være en krænkelse af artikel 3 i CAT, idet han fortsat risikerede at blive udsat for tortur af samme grunde som i 1980’erne. Komiteen afviste klagen, idet den fandt, at klager ikke havde fremlagt oplysninger om hændelserne i 1980’erne, og hvorfor disse fortsat var grundlag for, at klager risikerede at blive udsat for tortur ved tilbagevendelse til Iran. Komiteen bemærkede i øvrigt, at klager havde boet adskillige år i Iran, og at fængslingen i forbindelse med demonstrationen i 2009 ikke var af sådan karakter, at det kunne danne grundlag for at statuere, at klager ville være risiko for behandling i strid med artikel 3 ved tilbagevendelse.