W.M.C. v. Denmark

Klager var kinesisk statsborger, der sammen med sine tre børn var blevet underlagt en udvisningsordre fra Danmark, hvilket klager mente var i strid med princippet om non-refoulement og Børnekonventionens art. 2 og 3 sammenholdt med art. 6, 7 og 8.

Klager var fra Fujian provinsen i Kina, hvorfra hun flygtede, efter de kinesiske myndigheder foretog en tvangsabort på hende. Hun ankom til Danmark d. 12. marts 2012 og søgte efterfølgende om asyl til både hende selv og sine tre børn, der alle blev født i Danmark.

Klager frygtede, at de kinesiske myndigheder ville tvinge hende til endnu en abort ved hjemkomst samt at hendes børn ville blive tvangsfjernet, da hun var ugift, uden at blive registret i hukou (kinesisk husstandsregister), hvilket ville medføre at børnene ikke kunne få adgang til basale rettigheder såsom social – og sundhedsydelser samt uddannelsesmuligheder.

Komiteen fandt, at Udlændingestyrelsen ikke i tilstrækkelig grad havde taget barnets tarv i betragtning ved udvisningsordren, da der var en reel fare for at børnene ikke ville blive registreret i hukou, og dermed blive udelukket fra at nyde deres basale rettigheder, hvorfor udsendelsen ville være en krænkelse af art. 3. Derudover er indskrivningen i hukou den eneste måde at dokumentere sin identitet på i Kina, hvorfor en udvisning også ville være en krænkelse af børnenes ret til liv, overlevelse og udvikling efter art. 6, samt en krænkelse af børnenes ret til at bevare deres identitet efter art. 8.

Komiteen fandt derfor, at en udsendelse af børnene ville være i strid med konventionens art. 3, 6 og 8.