Y. A. A. and F. H. M. v. Denmark

Klagerne, som var somaliske statsborgere, klagede på vegne af sig selv og sine fire børn. Klagerne havde flygtet fra Somalia, fordi de blev forfulgt på grund af deres tilhørsforhold til to forskellige minoritetsklaner. De havde fået meddelt subsidiær beskyttelse i Italien, men rejste senere til Finland, fordi de i Italien havde udsigt til at blive hjemløse. De finske myndigheder tilbagesendte dem imidlertid til Italien. Klagerne fandt, at forholdene i Italien fortsat var ringe, hvorfor de rejste til Sverige, hvor de søgte asyl men fik afslag herpå, idet de havde opholdstilladelse i Italien. Inden de blev udvist fra Sverige, rejste de imidlertid til Danmark, hvor de ligeledes søgte asyl. De danske myndigheder afviste klagernes asylansøgning under henvisning til, at Italien var første asylland, hvorfor klagerne skulle tilbagesendes hertil og her ansøge om fornyelse af deres nu udløbet opholdstilladelse. Klagerne mente, at en udvisning til Italien ville være i strid med artikel 7, idet de i Italien risikerede hjemløshed, fattigdom og begrænset adgang til sundhedsydelser. Komiteen fandt, at en udvisning til Italien ville være i strid med artikel 7, idet de danske myndigheder ikke havde forsikret, at klagerne og deres børn ville blive indlogeret og modtage hjælp på tilstrækkelig vis. Komiteen fandt desuden, at de danske myndigheder ikke på tilstrækkelig vis havde iagttaget klagernes personlige erfaringer fra deres tidligere ophold i Italien, hvor de blandt andet havde ikke havde modtaget sociale ydelser, tilstrækkelig sundhedsydelser og havde måttet leve i forladte bygninger, hvor mange personer levede i alkohol- og stofmisbrug.