Z. H. v. Denmark

Klager, som var albansk statsborger, klagede på vegne af sig selv, sin kone og deres tre børn. Klager og hans familie havde søgt om asyl i Danmark, hvilket myndighederne havde givet afslag på. Klager og hans familie skulle herefter udvises til Albanien. Dette mente klager var i strid med artikel 6, fordi klager grundet en stridighed mellem flere familie frygtede for sit liv. Klager mente også, at artikel 12 var krænket, fordi klager og dennes families fri bevægelighed ville være krænket, fordi de ville være nødsaget til at blive indendørs for at undgå overgreb som følge af stridigheden. Endelig mente klager, at en udvisning krænkede artikel 17, fordi forsøg på hævn ville medføre, at klager og dennes families privatliv ville være indskrænket, og at det albanske politi ikke kunne give familien effektiv beskyttelse. For så vidt angik klagepunkter under artikel 12 og 17, fandt komiteen, at disse skulle afvises, fordi de ikke kunne anvendes ekstraterritorialt, idet den danske stat ikke kunne gøres ansvarlige handlinger foretaget uden for dens territorium og jurisdiktion, som var begået af en anden stat. Herefter fandt komiteen, at en udvisning ikke krænkede artikel 6, idet den bemærkede, at de danske myndigheder havde foretaget en grundig vurdering af klagers sag, hvorunder de blandt andet fandt, at hverken klager eller hans kone eller børn var direkte mål i stridigheden; at de personer, som havde været involveret i den i øvrigt forældet konflikt var blevet retsforfulgt og straffet for deres handlinger; og at klagers udtalelser i øvrigt var utroværdige.