Vi rådgiver ofre for seksuel chikane
Opdateret 26. april 2023
Stiller din chef for nærgående spørgsmål i arbejdstiden? Har du på dit arbejde oplevet uønskede berøringer? Får du ubehagelige kommentarer om dit køn eller udseende?
Så har du muligvis oplevet seksuel chikane. I de tilfælde kan du få råd og vejledning hos Institut for Menneskerettigheder.
Diskriminationslinjen tilbyder nemlig rådgivning til enkeltpersoner med udgangspunkt i retten til ikke at blive diskrimineret på baggrund af køn og seksualitet.
”Loven siger, at chikane og seksuel chikane er ulovligt. Vi rådgiver mennesker, der er blevet krænket, så de i sidste ende kan få prøvet deres sag ved Ligebehandlingsnævnet,” forklarer Nanna Margrethe Krusaa, jurist og chefkonsulent på Institut for Menneskerettigheder.
”Vi har erfaring med at rådgive og vejlede i individuelle sager, hvor for eksempel kvinder har oplevet seksuel chikane på deres arbejdsplads, uddannelsessted eller i forbindelse med jobsøgning. Det gælder altså både på og uden for arbejdsmarkedet,” understreger Nanna Margrethe Krusaa.
Hvad kan vi hjælpe med
Når du ringer ind til Diskriminationslinjen, beder vi dig gennemgå, hvad du har oplevet. På den måde sammenstykker vi et sagsforløb, der beskriver de faktiske omstændigheder.
Rådgiverne på Diskriminationslinjen kan på den baggrund vejlede dig i, hvor du får relevant hjælp til sagen. Ofte vil din fagforening være bedst til at rådgive, hvis du har oplevet krænkende adfærd eller seksuel chikane fra kolleger, ledere eller kunder i forbindelse med dit arbejde.
Men hvis din fagforening ikke vil rejse sagen, eller hvis du ikke er medlem af en fagforening eller er i et ansættelsesforhold, der gør det tryggere at klage med hjælp fra Diskriminationslinjen, kan vi hjælpe dig.
Når du kontakter os, taler vi med dig om de forskellige muligheder. Hvis fagforeningen har afvist at hjælpe i sagen, kan vi kontakte din arbejdsgiver eller dit uddannelsessted og indlede en dialog.
Endelig vejleder vi i, hvordan du bringer din sag for Ligebehandlingsnævnet, der træffer afgørelser i sager om forskelsbehandling. Vi kan rådgive dig i at skrive en klage, hjælpe med at skrive klagen og indgive klagen for Ligebehandlingsnævnet.
Det er Ligebehandlingsnævnet, der i sidste ende vurderer, om der er sket diskrimination eller ej. Hvis nævnet konstaterer, at der er sket forskelsbehandling i strid med ligebehandlingslovene, kan nævnet tilkende en godtgørelse.