FN: Danmarks indsats mod diskrimination bør styrkes
I begyndelsen af maj blev Danmark eksamineret af FN’s Racediskriminationskomité, og komitéen er nu kommet med sine anbefalinger til Danmarks indsats mod racediskrimination.
”Generelt er komitéens kritik afdæmpet, men den kommer med en række konkrete anbefalinger til, hvad Danmark kan gøre for at mindske diskrimination i vores samfund,” siger Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder.
Komitéen mod racisme har til opgave at holde øje med, at de lande, der har ratificeret FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination, overholder konventionens bestemmelser. Det sker ved jævnlige eksaminationer, hvor blandt andet komitéens medlemmer, repræsentanter fra landet og repræsentanter fra den nationale menneskerettighedsinstitution mødes hos FN i Genève. Danmark var til den seneste eksamination 6.-7. maj 2015.
Strukturel diskrimination kræver større indsats
I sin rapport efter eksaminationen opfordrer komitéen Danmark til at gøre mere for at bekæmpe den strukturelle diskrimination, som blandt andet fører til, at personer med ikke-vestlig oprindelse har sværere ved at få et job, en bolig og en uddannelse end etniske danskere.
”Det er her, skoen for alvor trykker for Danmark, og jeg er derfor meget enig i den kritik, komitéen er kommet med. Institut for Menneskerettigheder anbefaler derfor, at regeringen sætter ind med en langt mere koordineret og sammenhængende indsats for at bekæmpe diskrimination,” siger Jonas Christoffersen.
Samtidig foreslår komitéen, at Danmark forbedrer sin indsats mod racistisk had, fordomme og intolerance.
”Helt konkret foreslår komitéen, at der laves en handlingsplan til bekæmpelse af hadforbrydelser. Fra instituttets side har vi længe peget på, at der er behov for at systematisere indsatsen mod hadforbrydelser, så den anbefaling kan jeg kun bakke op om. Jeg er også meget enig med komitéen i, at den danske stat kan gøre mere for at evaluere sine indsatser,” siger Jonas Christoffersen.
Behov for større tolerance
Blandt komitéens andre anbefalinger er bedre tolkningen i den offentlige sektor, større kompensationsbeløb i sager om diskrimination og bedre sikring af opholdstilladelse til ofre for vold i nære relationer. Derudover bruger komitéen anledningen til at minde politikerne om, at de har et ansvar i forhold til at skabe tolerance og forståelse grupper imellem.
”Komitéen opfordrer til, at indsatsen mod fordomme, stereotyper og diskrimination intensiveres, så der bliver større opmærksomhed om tolerance og forståelse i befolkningen, blandt embedsfolk og i politiet. Det er jo svært at være uenig i,” siger Jonas Christoffersen.
Den danske regering har nu et år til at svare på FN-komitéens rapport ved enten at acceptere eller afvise de enkelte anbefalinger.