Publikation
Forsiden af rapporten Underretninger om børns mistrivsel

Underretninger om børns mistrivsel – fokus på friskoler med muslimske værdier

Friskoler med muslimske værdier underretter – efter alt at dømme – ikke i tilstrækkeligt omfang om børn, der mistrives.

Alle børn og unge i Danmark har krav på beskyttelse mod overgreb og omsorgssvigt – uanset skoletilhørsforhold.

En række regler i lovgivningen forpligter lærere, ledere mv. til at handle, hvis de får kendskab til eller har grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år, som de gennem deres arbejde har kontakt med, har behov for særlig støtte. Dette gør sig gældende i folkeskolen såvel som i de frie grundskoler mv.

Det fremgår af denne rapport, at friskoler med muslimske værdier – efter alt at dømme – ikke i tilstrækkeligt omfang underretter om børn, der mistrives.

Fraværet af underretninger fra friskoler med muslimske værdier kan selvsagt have mange forklaringer, men vil potentielt kunne betyde, at der er børn, som ikke får den rette hjælp. Manglende opmærksomhed på mistrivsel kan betyde, at sager, hvor myndighederne ellers ville handle, ikke bliver håndteret. Børn, der mistrives, kan være overladt til sig selv.

Med udgangspunkt i barnets tarv ser vi i denne rapport nærmere på baggrunden for det sparsomme antal underretninger fra særligt disse skoler og på, hvad der kan gøres.

Anbefalinger

Institut for Menneskerettigheder anbefaler:
  • At kommunerne og Børne- og Socialministeriet sikrer, at der tilknyttes en skolesocialrådgiver til alle skoler, hvor der måtte være behov, herunder friskoler med muslimske værdier – fx én dag ugentligt.
  • At Undervisningsministeriet og Børne- og Socialministeriet fremmer, at de frie grundskoler udfærdiger skriftlige, offentligt tilgængelige procedurer for underretninger, og at skolerne sørger for, at alle professionelle voksne på skolerne (lærere, pædagoger mv.) har kendskab til den skærpede underretningspligt og disse procedurer.
  • At Undervisningsministeriet og Børne- og Socialministeriet afholder oplysnings- og erfaringsudvekslingsmøder for de frie grundskoler med henblik på at oplyse om underretningspligten og drøfte god praksis.
  • At Undervisningsministeriet præciserer fremgangsmåden for tilsyn med de frie grundskolers underretningspraksis med henblik på at sikre, at alle professionelle voksne på skolerne (lærere, pædagoger mv.) har kendskab til og lever op til deres underretningspligt.
  • At Undervisningsministeriet og Børne- og Socialministeriet vejleder folkeskolerne om pligten til at underrette ved mistanke om mistrivsel hos et barn, selvom forældrene har valgt at flytte barnet til en friskole, og barnet derfor ikke fremadrettet er i skolens regi.

Vi tilstræber, at vores pdf’ede publikationer m.m. er egnede til at blive læst af skærmlæser. Skulle du opleve problemer, så kontakt venligst digital redaktør, Stine Juhl Nielsen på stni@humanrights.dk