Publikation
Forside til analysen Fremgang og stilstand i toppen af dansk politik

Fremgang og stilstand i toppen af dansk politik

Institut for Menneskerettigheder kortlægger andelen af kvinder og etniske minoriteter blandt kandidaterne til folketingsvalget 2022 og kvinders andel i skiftende regeringer fra 1988 til 2022.

I forbindelse med folketingsvalget 2022 sætter Institut for Menneskerettigheder fokus på repræsentation af kvinder og etniske minoriteter i dansk politik.

Repræsentation spiller en afgørende rolle for demokratiet og ligestillingen, da underrepræsentation kan skabe barrierer for, at nogle grupper deltager i politik eller i den offentlige debat.

38 procent af de opstillede kandidater til folketingsvalget 2022 er kvinder, viser Institut for Menneskerettigheders optælling. Det er fire procentpoint flere kvinder end ved seneste valg i 2019. 

Fordeling af folketingskandidater på køn
Figur: Andelen af mænd og kvinder blandt opstillede folketingskandidater til folketingsvalget 2022

Det er det tætteste, Danmark nogensinde har været på en ligelig kønsfordeling i opstillingen til et valg. 

Det er godt for ligestillingen og også for demokratiet, når politiske beslutninger bliver til på baggrund af forskellige erfaringer.
Morten Emmerik Wøldike, leder af Institut for Menneskerettigheders arbejde med køn og LGBT+

Selv om kandidatlisterne nærmer sig en ligelig kønsfordeling samlet set, er der store forskelle på tværs af partier og storkredse. Hvis målet om en 40-60-fordeling anvendes, er der en ligelig kønsfordeling i 7 ud af 14 partier

Fordeling af køn blandt partiernes folketingskandidater
Figur: Andelen af mænd og kvinder blandt opstillede folketingskandidater til folketingsvalget 2022 fordelt på de politiske partier

Opstilling til Folketinget er første trin på den politiske stige. Analysen viser, at jo tættere vi kommer på magtens top, jo færre kvinder er der repræsenteret der, hvor beslutningerne træffes. Her klarer Danmark sig betydeligt dårligere end de øvrige nordiske lande, da kun en ud af tre ministre er kvinder her i landet.

Over de seneste 30 år er der ingen udvikling sket, når det kommer til andelen af kvinder i regeringerne. Samtidig er der ingen forskel på regeringerne i henholdsvis rød og blå blok.

Tager vi et skridt længere op på den politiske stige og kigger på de to centrale regeringsudvalg – Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget – forholder det sig endnu ringere med repræsentationen.

Medlemmerne af de to udvalg er tættest på statsministeren og bistår på centrale områder omkring koordinering af politik på tværs af regeringens ressortområder og på økonomiområdet. På tværs af disse to udvalg er blot én ud af fire medlemmer kvinder.

Etniske minoriteter er stærkt underrepræsenterede

Mens det går fremad med opstillingen af kvinder i politik, ser det anderledes ud med repræsentationen af etniske minoriteter. Kun fire procent af kandidaterne til Folketinget har etnisk minoritetsbaggrund, viser Institut for Menneskerettigheders optælling.

Andelen af folketingskandidater med etnisk minoritetsbaggrund
Figur: Andelen af etniske minoriteter blandt opstillede folketingskandidater til folketingsvalget 2022

Tallet læner sig op ad øvrige tal fra tidligere opgørelser og peger på, at kandidater med etnisk minoritetsbaggrund er stærkt underrepræsenteret. Repræsentationen af etniske minoriteter i politik ser ikke ud til at have ændret sig siden 2015.

Når en gruppe er stærkt underrepræsenteret, er det en udfordring for det repræsentative demokrati. 
Nikolaj Nielsen, ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder
Anbefalinger

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at:

  • Statsministeriet løbende indsamler data over og offentliggør kønsfordelingen i de siddende regeringer og centrale udvalg.
     
  • de politiske partier udvikler en ligestillings- og mangfoldighedspolitik, som fremmer en mere ligelig kønsfordeling og bedre repræsentation af folketingskandidater med etnisk minoritetsbaggrund på landsplan og i de enkelte valgkredse.
Sådan har vi gjort

Vi har indsamlet information om i alt 923 kandidater via partiernes hjemmesider og mails til de partier, hvor det ikke var muligt at hente information om kandidater. Optællingen sluttede 23. september 2022.

Al information om regeringer og ministre er indhentet via Statsministeriets oversigt over regeringer gennem tiden, og vi har efter anmodning fået en oversigt over politiske udvalg gennem tiden fra Statsministeriet.

Alle ministre i perioden 1988 og frem til i dag er med, hvilket gør det muligt at se udviklingen i kønsfordelingen over de seneste 34 år. Samlet set har der været 15 regeringer i perioden fra 1988 til 2022.

 

Vi tilstræber, at vores pdf’ede publikationer m.m. er egnede til at blive læst af skærmlæser. Skulle du opleve problemer, så kontakt venligst digital redaktør, Stine Juhl Nielsen på stni@humanrights.dk