Savran v. Denmark
Savran mod Danmark (krænkelse af EMRK artikel 8 men ingen krænkelse af EMRK artikel 3). Klageren er en tyrkisk statsborger, der kom til Danmark som seksårig. Han blev i 2008 dømt for at have deltaget i et overfald, hvor ofret efterfølgende var afgået ved døden. På grund af klagerens psykiske sygdom fik han ikke fængselsstraf, men blev i stedet anbragt på ubestemt tid på en sikret afdeling for personer med psykisk sygdom. Herudover blev han udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.
Klageren forsøgte efterfølgende at få omgjort udvisningsbeslutningen med henvisning til, at han i Tyrkiet ikke ville kunne få tilstrækkelig behandling, men dette blev afvist af Østre Landsret. Klageren mente, at det ville stride imod EMRK artikel 3 at udvise ham til Tyrkiet, navnlig fordi han ikke i Tyrkiet ville kunne få tilstrækkelig behandling af sin psykiske sygdom. 16 ud af 17 dommere ved EMD's Storkammer nåede frem til, at det ikke var i strid med EMRK artikel 3 at udsende klager. Flertallet vurderede således, at klagers mentale tilstand som paranoid skizofren ikke ligger indenfor rækkevidden af EMRK artikel 3, hvorfor sygdomskriteriet ikke var opfyldt. Derfor var det ikke relevant at vurdere behandlingsmulighederne i Tyrkiet for klager. EMD's kammer nåede i oktober 2019 frem til et andet resultat i en dom, som Storkammeret nu har underkendt.
Et flertal på 11 dommere ved EMD's Storkammer vurderede imidlertid samtidig, at Østre Landsrets nægtelse af at ophæve udvisningen af klager og det heraf følgende permanente indrejseforbud udgjorde en krænkelse af klagers ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Det skyldes, at de danske domstole ikke var grundige nok i deres vurdering af, om forholdene har ændret sig fra klager blev udvist i 2009 og til domstolene igen i 2015 tog fornyet stilling til udvisningen.
Her lagde flertallet vægt på, at der er tale om en betydelig periode, hvor klageren fik behandling for hans psykiske sygdom, og at de danske domstole alene kort referer til klagers manglende familiemæssige bånd til Danmark og til karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet. De danske domstole vurderer således blandt ikke, om klagers personlige forhold har ændret sig for at tage stilling til risikoen for recidiv som følge af klagers mentale helbred på tidspunktet, hvor han begik kriminaliteten og de tilsyneladende positive effekter som følge af klagers behandling. Flertallet noterer sig også, at der ingen mulighed var efter dansk ret til at foretage en individuel vurdering af længden af klagers indrejseforbud. Endelig lægger flertallet vægt på, at det forhold, at klager blev frifundet for straf og i stedet dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling medfører, at der ikke kunne blive lagt ligeså meget vægt på alvoren af den kriminalitet, som klager har begået.
Der var samtidig et mindretal på seks dommere som mente, at udvisning af klager ikke var en krænkelse af EMRK artikel 8. Mindretallet anfører, at flertallets hovedargument skyldes klagers psykiske sygdom, og at det er første gang, at EMD udtaler, at klagers psykiske sygdom medfører, at kriminalitetens alvor skal tillægges mindre betydning. Derudover er mindretallet uenige med flertallets vurdering af, at de nationale domstole ikke har været grundige nok, da vurderingen af klagers sundhedstilstand ifølge mindretallet var baseret på opdateret og fyldestgørende information