ANALYSE: Er sindssyge bag tremmer vanvid?

Af Peter Scharff Smith, bragt i Politiken den 31. jan. 2014

Fængslet tager de sidste, stod der i titlen på en kriminologisk lærebog fra 1989, og samme pointe prydede sidste år en rapport fra Kriminalforsorgen. Man skal da heller ikke læse ret mange statistikker for at forstå, at mange indsatte i landets fængsler og arresthuse har omfattende sociale og sundhedsmæssige problemer.

Et af flere eksempler på dette er omfanget af psykiske lidelser og decideret psykisk sygdom bag murene. Det er en problemstilling, man begyndte at diskutere allerede i 1800-tallet, og psykiatriske undersøgelser af fangernes psykiske helbred og sindssygdom i fængslerne er foretaget gentagne gange siden. Der er tale om et internationalt fænomen.

I Danmark var der blandt en gruppe afsonere i 2011 lige over 17 procent, som tidligere havde været indlagt til psykiatrisk behandling, og knap 34 procent havde tidligere modtaget psykiatrisk behandling. Blandt de varetægtsfængslede havde 35 procent tidligere haft kontakt med det psykiatriske behandlingssystem. Det betyder naturligvis ikke, at alle disse mennesker burde overføres direkte til et psykiatrisk hospital. Men det viser, at en stor del af Kriminalforsorgens klientel har en lang række væsentlige problemer med i bagagen.

Der er rigtig mange gode grunde til, at fængsler og arresthuse ikke er velegnede til at huse sindssyge personer. Tilbage i oktober 2008 udtalte en ledende overlæge ved Københavns fængsler, at fanger, der ventede for længe på behandling på et psykiatrisk hospital, var ”udsat for et massivt omsorgssvigt”.

Europarådets fængselsregler tilsiger da også, at personer, ”der lider af en psykisk sygdom, og hvis psykiske helbredstilstand er uforenelig med frihedsberøvelse i et fængsel, bør frihedsberøves i en institution, der er særligt indrettet til formålet.”

Europarådets Torturkomite har været opmærksom på problemet under besøg i Danmark og pegede i 2008 på faren for, at psykisk syge kan blive afsondret og fastspændt i særlige celler, fordi de ikke kan håndteres under normale fængselsforhold.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har også gjort det klart, at man kan stille særlige krav til behandlingen, når psykisk syge frihedsberøves. Desværre bekræfter de to klientundersøgelser, som Kriminalforsorgen har foretaget i 1999 og 2011, at der i perioden er sket en stigning i andelen af indsatte, som tidligere har været indlagt til psykiatrisk behandling.

Mod slutningen af 2013 kom der så endnu en undersøgelse, der på foruroligende vis illustrerer, at man inden for murene ofte må kæmpe en daglig kamp med fangernes psykiske sundhed. Kort fortalt viste undersøgelsen i Vestre Fængsel, at blandt 672 varetægtsarrestanter, var 8 procent sindssyge, mens 83 procent blev diagnosticeret med andre psykiatriske lidelser. Sølle 9 procent var at regne for helt raske.

Det er desværre ikke overraskende, at de hyppigst forekommende psykiske lidelser er misbrugsrelaterede, og at mere end 6 ud af 10 varetægtsfængslede havde et alkohol- og/eller stofmisbrug. Men at omkring 8 procent af de varetægtsfængslede er decideret ’sindssyge’ lyder som det glade vanvid, fristes man til at sige.

De bør ikke opholde sig i et fængsel, uanset om man er overlæge, fængselsbetjent, menneskeretsekspert eller politiker.

Problemet med psykisk sygdom i fængslerne udstiller også, hvor verdensfjern den retspolitiske debat nogle gange kan forekomme, når der tales om både hårdere straffe, retfærdighed og resocialisering uden større hensyntagen til, at så mange varetægtsfængslede og dømte simpelthen er psykisk syge eller har psykiske lidelser.

Kriminalforsorgen skal arbejde for at resocialisere indsatte, men hvordan gør man det med psykisk syge indsatte? Når det gælder de varetægtsfængslede, må omfanget af psykisk sygdom også være et anseeligt retssikkerhedsmæssigt problem.

Hvad betyder det for disse menneskers evne til at forsvare sig og i forhold til måden, hvorpå de behandles i retssystemet? Dernæst kommer spørgsmålet om, hvordan personalet i fængslerne og arresthusene skal få dagligdagen til at fungere.

Man kan forsøge at forestille sig at være en fængselsbetjent i Vestre, der tager imod en ny indsat og nu ved, at der er knap 1/10 risiko for, at vedkommende er sindssyg. Det er personalet slet ikke uddannet til at håndtere. Hvor mange sindssyge indsatte havner i isolation, fordi man ikke kan styre dem på andre måder?

Problemet med psykisk sygdom i danske fængsler er tilsyneladende blevet værre. Der er derfor akut behov for politisk og administrativ handling, der sikrer, at Kriminalforsorgens institutioner ikke benyttes til at indespærre psykisk syge i stort omfang. Vi må som minimum sikre, at frihedsberøvelse ikke fører til, at indsatte får alvorlige psykiske skader, og at psykisk syge bliver dårligere.