Fotoudstilling indkapsler 75 år med menneskerettigheder
Nelson Mandela er fri efter 27 års fængsel, Berlinmuren falder, et homoseksuelt par vies på Københavns Rådhus, og en congolesisk krigsherre får sin dom for rekruttering af børnesoldater.
Det er blot nogle af de 18 nedslag i menneskerettighedernes 75 års historie, som udstillingen ’Vendepunkter’ viser.
Med udstillingen sætter Institut for Menneskerettigheder billeder på, hvordan menneskerettighedernes bud om, at alle er født frie og lige, har påvirket historiens gang.
”Siden 1948 har menneskerettighederne udgjort en afgørende modpol til undertrykkelse, ufrihed og ufred. Det er nogle af de vendepunkter, hvor menneskeretten skærmer eller frisætter mennesker, vi indkapsler i udstillingen,” siger Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder.
Udstillingen består af ikoniske øjeblikke som Berlinmurens fald og Martin Luther Kings ’I have a dream’-tale i Washington. Samtidig giver udstillingen et billede af, hvordan børn, kvinder, LGBT+-personer, oprindelige folk og mennesker med handicap bliver beskyttet af menneskerettighederne.
Som led i markeringen af 75-årsjubilæet afholder Institut for Menneskerettigheder i samarbejde med FN-byen et seminar om menneskerettighedernes fremtid.
’Vendepunkter’ kan opleves i FN-byen 12.-20. december 2023. Efterfølgende vil udstillingen blive vist på udvalgte steder i Danmark.