Forbud mod handicapdiskrimination er nu trådt i kraft
Den 1. juli 2018 trådte en ny lov i kraft, der forbyder diskrimination på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet. Den nye lov betyder blandt andet, at en person ikke længere må afvises på en restaurant eller til et offentligt arrangement, hvis årsagen til afvisningen er, at personen har et handicap.
”Før diskriminationsforbuddet var der ikke noget at gøre, hvis man blev chikaneret eller diskrimineret på grund af handicap, så længe forskelsbehandlingen foregik uden for arbejdsmarkedet. Det nye diskriminationsforbud forpligter til gengæld erhvervsdrivende, uddannelsessteder, offentlige myndigheder og alle andre, der udbyder ydelser til offentligheden, til at behandle personer med handicap ordentligt,” siger Nikolaj Nielsen, teamleder ved Institut for Menneskerettigheder. Han tilføjer:
”Forbuddet er et vigtigt skridt mod en accept af, at det danske samfund skal indrettes, så alle mennesker – også dem med handicap – kan deltage fuldt ud.”
Klageadgang til Ligebehandlingsnævnet
Den nye lov betyder, at Ligebehandlingsnævnet fremover kan behandle klager over ulovlig forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet. Nævnet kan i den forbindelse dog alene tage stilling til forhold, som har fundet sted fra den 1. juli 2018 og frem.
Ligebehandlingsnævnet er et uafhængigt nævn, som træffer afgørelse i sager om forskelsbehandling efter de danske ligebehandlingslove. Det er kun personer, som er direkte berørt af den forskelsbehandling, de klager over, der kan få en klagesag behandlet i nævnet. Hvis Ligebehandlingsnævnet kommer frem til, at der er sket ulovlig forskelsbehandling, kan nævnet tilkende offeret en godtgørelse for krænkelsen. Derudover kan Institut for Menneskerettigheder indbringe principielle sager for Ligebehandlingsnævnet.
Læs mere om muligheden for at klage til Ligebehandlingsnævnet.
Instituttet yder rådgivning til ofre for diskrimination
Institut for Menneskerettigheders ligebehandlingsrådgivning yder rådgivning til personer, som føler sig udsat for diskrimination på grund af køn, race, etnicitet og handicap.
Ligebehandlingsrådgivningen kan blandt andet vejlede om indholdet af dansk diskriminationslovgivning og rådgive om, hvordan man indbringer en klage for Ligebehandlingsnævnet. Rådgivningen kan også hjælpe med at indbringe en klage for Ligebehandlingsnævnet.
Læs mere om hvornår du har ret til ligebehandling.