75 år efter verdenserklæringen: Menneskerettighederne er under angreb som aldrig før

Bragt første gang i Politiken den 9. december 2023. 

En ukrainsk mor, der flygter fra bomberne med sin familie. En psykiatrisk patient i Danmark, der tvangsfikseres i månedsvis. Et israelsk gidsel, et spædbarn i Gaza, en polsk LGBT-aktivist, et homoseksuelt par, der overfaldes i det aarhusianske natteliv.

Det siges sommetider, at menneskerettighederne kan virke abstrakte, som teknisk jura langt fra virkeligheden. Men det er i de konkrete eksempler – lige der, hvor umenneskeligheden og virkeligheden mødes – at krænkelser af menneskets ret til fred, frihed, sundhed, ligebehandling, retfærdig rettergang og andre fundamentale rettigheder står klarest frem.

Billederne flimrer hele tiden for os i nyhedsstrømmen. Kortvarigt flytter de ind i vores bevidsthed for derefter at forsvinde igen. Det er et vilkår i et informationssamfund som vores. Men i dag er der en helt særlig grund til at dvæle ved dem. For i skyggen af krigene i Ukraine og Gaza, klimakrisen, geopolitiske forskydninger og økonomiske rystelser kan vi markere, at FN på netop denne dag for 75 år siden vedtog Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. En erklæring, som har haft omfattende betydning for menneskers livsvilkår både i Danmark og ude i verden fra efterkrigstiden og frem til i dag.

Når jeg nævner billederne, er det dels for at understrege, at menneskerettighedskrænkelser fortsat finder sted både i Danmark og i udlandet. Men også fordi de repræsenterer områder, hvor menneskeretten er slået igennem og har skabt varige, positive forandringer. Det kommer jeg tilbage til.

EN JANUARDAG i 1947, i efterdønningerne af Anden Verdenskrig, gik en libanesisk filosof, en canadisk jurist og en tidligere amerikansk førstedame ind i en forladt flyfabrik på Long Island ud for New York. Her diskuterede de, hvad det er, der gør os til mennesker, og hvad vi har til fælles på tværs af grænser. Hvad alle bør have ret til.

Den 10. december året efter vedtog FN’s generalforsamling Den Universelle Erklæring om Menneskerettigheder, som de tre personer – Charles Habib Malik, John Humphrey og Eleanor Roosevelt – sammen med delegerede fra Chile, Frankrig og Kina var penneførere på. For første gang nogensinde blev lande fra hele verden enige om et sæt grundlæggende rettigheder, som skulle gælde alle mennesker.

Det var et unikt momentum: Anden Verdenskrig og forbrydelserne begået af det nazistiske regime havde vist, hvor sårbare vi mennesker er, hvis ikke vi forpligter hinanden i et fællesskab. For at beskytte menneskeheden mod lignende rædsler var der et udtalt behov for at bygge strukturerede og solide retlige strukturer, der kunne skabe et stærkt, internationalt fundament for en fremtid i fællesskab, forbundethed og fred.

Det har ikke været en nem vej. I 75 år har menneskeretten været genstand for konstant forhandling, diskussion og konflikt, når den har udfordret staters politik, stillet ubelejlige spørgsmål og rejst krav om frihed og lighed. Debatten har lykkeligvis også tjent som fremkaldervæske; tanker om fælles værdier, der i de begyndende år fremstod som grynede negativer, står i dag klarere frem som bindende konventioner og konkret lovgivning.

DERFOR ER DET I DAG uomtvisteligt, at erklæringen har bibragt fundamentale fremskridt. Såvel langt fra vores breddegrader som her i Danmark. Lad mig her nævne tre hjemlige eksempler: På børneområdet, udlændingeområdet og det psykiatriske område.

På børneområdet fik tre søstre i 2017 tilkendt erstatning fra Slagelse Kommune i den såkaldte Slagelsesag. Kommunen havde trods flere alvorlige indberetninger undladt at gribe ind for at forhindre overgreb mod søstrene, der i årevis gennem deres barndom var blevet brutalt misbrugt i deres plejefamilie. Med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i hånden tilsidesatte landsretten de gældende danske forældelsesregler, der ellers ville være kommet i vejen for søstrenes erstatningskrav. Sagen og dommen fik senere et enstemmigt Folketing til at vedtage, at krav mod myndighederne som følge af overgreb sket i barndommen ikke længere kan forældes – en kolossal landvinding for børns rettigheder i Danmark.

På udlændingeområdet dømte den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 2021 Danmark i en sag om familiesammenføring. Den danske lovgivning var indrettet, så personer med midlertidig opholdstilladelse skulle vente tre år – plus sagsbehandlingstiden – på at blive sammenført med deres familier her i landet. Det var for længe, fastslog Menneskerettighedsdomstolen, med henvisning til retten til familieliv. Domstolen beskrev desuden udførligt de krav, der må stilles til grundigheden i lovgivningsprocessen. Menneskeretten skabte med andre ord håndgribelig forandring. Både i den konkrete sag og på lovgivningsniveau.

Og på det psykiatriske område har menneskeretten taget vigtige skridt i opgøret med Danmarks udstrakte brug af bæltefiksering, der fra flere sider er blevet udpeget som et af vores største menneskeretlige problemer. I 2020 blev Danmark dømt ved Menneskerettighedsdomstolen for at have bæltefikseret en psykiatrisk patien i 23 timer. Problemet var blant andet, at der gik for lang tid, uden at det blev vurderet, om klageren stadig var til fare for sig selv eller andre. Året efter, i 2023, slog Højesteret i en anden sag fast, at bæltefiksering pover en periode på ni måneder var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, blandt andet med henvisning til førstnævnte sag. På det individuelle plan har dommene tilskyndet den danske regering til at indgå forlig i flere sager om bæltefiksering af børn og unge. Sager, der ellers var blevet påklaget til Menneskerettighedsdomstolen. Og på systemniveau har dommene i Strasbourg ført til ændringer af administrativ praksis, ligesom vi lige nu venter på, at der vedtages ny lovgivning om bæltefiksering, som skal forhindre fremtidige krænkelser. 

Menneskeretten er – og her er vi tilbage ved min indledende pointe – langt mere end abstrakte principper og juridiske teknikaliteter. Den har direkte og håndgribelig indvirkning på vores hverdag og handlemuligheder. Den har berørt og påvirket vores liv og livssyn, vores relationer, vores muligheder. Ikke mindst i Danmark har vi nydt godt af dem: De bindende konventioner, der er fulgt i menneskerettighedserklæringens kølvand, har forbedret ligestillingen mellem køn, sikret forbud mod diskrimination af etniske minoritetet, mennesker med handicap, LGBT+ personer og andre grupper i udsatte positioner. De har styrket retten til privatliv, til familie, til sundhed. De har forbudt tortur. Sikret vores ret til at ytre os, vores ret til at leve frit.

MEN HISTORIEN OM menneskerettighederne er også en historie om et sæt universelle værdier, der lige nu sættes under massivt pres i en verden præget af opbrud. Krigen i Ukraine har affødt alvorlige menneskerettighedskrænkelser. Og i resten af Europa har en række lande over de seneste år vedtaget lovgivning, der åbenlyst udfordrer menneskerettighederne. I Ungarn stækker Viktor Orbán de uafhængige domstole, de uafhængige medier og civilsamfundet. I Polen har myndighederne siden 2019 gradvist indført flere såkaldte LGBT-frie zoner rundt om i landet, og i det juridiske system blander regeringen sig i ansættelsen af dommere og underminerer dermed domstolenes uafhængighed. Lignende ses i Bulgarien. Menneskerettighedsdomstolen har gentagne gange dømt alle tre lande for at udsætte deres borgere for alvorlige og strukturelle menneskeretskrænkelser, herunder frataget dem adgangen til uafhængig domstolsprøvelse og stækket deres ytringsfrihed.

Dommene burde netop vise, at systemet fungerer. Problemet er imidlertid, at de tre lande ignorerer Menneskerettighedsdomstolens afgørelser. Undermineringen af domstolen er langt fra enestående: Mere modne demokratier som Italien og Spanien har heller ikke efterlevet flere domme, som Menneskerettighedsdomstolen har afsagt mod dem over de sidste ti år. Dertil kommer, at en række andre lande, herunder Danmark, eksplicit taler om at udfordre menneskeretten og menneskerettighedskonventionen.

DET BRINGER MIG FREM til en væsentlig pointe: Trods store fremskridt står vi her i 75-året ved en skillevej. For i skyggen af fremskridtene truer en vigende opbakning til menneskerettighederne, både nationalt og internationalt. Og det sker i en verden, hvor demokratierne bliver færre, og autokratierne flere.

Tillad mig her at binde en sløjfe på historien om Eleanor Roosevelt, en af menneskerettighedserklæringens grundlæggere. Roosevelt grundlagde nemlig også demokratiorganisationen Freedom House, som i en nylig opgørelse har kortlagt, at mindre end halvdelen af verdens befolkning i dag lever i et demokrati. Så bekymrende står det til, at det svenske forskningsinstitut V-Dem, som på årlig basis tager temperaturen på verdens demokratiske tilstand, konkluderer, at ”fremgangen i demokrati på globalt plan skabt gennem de sidste 35 år nu er udraderet” og tilføjer, at vi er tilbage på niveauet fra 1986.

Slemt nok er det, at autoritære regimer vinder frem regionalt. Yderligere bekymrende er det, at de i stigende grad samarbejder for at opnå indflydelse og fremme en international dagsorden, der også forholder sig kritisk til menneskerettighederne. Et par nedslag: Den såkaldte BRIKS-sammenslutning, som omfatter Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, besluttede tidligere i år at udvide kredsen med blandt andre Iran, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Og verdens største regionale sammenslutning, Shanghai Cooperation Organisation, der repræsenterer 40 procent af verdens befolkning, har Kina, Iran, Tadsjikistan, Pakistan og Rusland blandt de bærende medlemmer. Lande, som opfatter menneskerettigheder helt anderledes end Danmark.

BETYDER DET SÅ, AT MENNESKERETTEN er under afvikling? Nej. Dertil har vi lykkeligvis stadig stærke institutioner og lande, der aktivt kæmper for menneskerettighederne. Men det er en alvorlig påmindelse om, hvad der er på spil, hvis vi tager menneskerettighederne for givet. Og en advarsel om, at rettighederne ikke er noget værd, hvis ikke vi tror på dem og efterlever dem.

Med andre ord: Skal menneskeretten fremover bevare sin legitimitet og autoritet, kræver det handling. Ikke siden menneskerettighedernes fødsel for 75 år siden har der været mere brug for at fastholde erklæringens ånd og bogstav. Det kræver mod. Ikke mindst fra regeringer som vores egen.

For det første er det helt centralt, at Danmark – som et af verdens stærkeste og mest stabile retssamfund – internationalt støtter op om internationale konventioner og deres vigtige betydning. Vi må insistere på, at menneskerettighederne ikke er kolonialt arvegods, men universelle værdier. Danmark bør arbejde for at sikre, at multilateralt samarbejde tillægges den store værdi, det fortjener, så vi ikke mindst i denne brydningstid værner om et regelbaseret internationalt samfund. Samarbejde kan skabe resultater, også selv om det fører til konstante overvejelser om balancen mellem idealisme og pragmatisme – det ved vi i Institut for Menneskerettigheder fra vores internationale samarbejde med en lang række statslige og ikke-statslige aktører verden over.

For det andet repræsenterer de konkrete billeder – fra Donbas til Gaza – også muligheder, som Danmark og det internationale samfund bør gribe. Når samfund bryder sammen i kaos, er det også her, at nye og rettighedsbaserede samfund kan opstå. Når demokratier skal fødes og forfatninger skrives, er der potentiale for, at menneskerettighederne spiller en grundlæggende rolle.

For det tredje er det helt centralt, at menneskerettighederne er med til at vise vejen frem i nogle af tidens største rettighedsspørgsmål. Det gælder blandt andet de dilemmaer og risici, der er forbundet med avanceret teknologi og datahåndtering, kunstig intelligens og genteknologi – tendenser, der rejser helt nye menneskeretlige spørgsmål og konflikter, som ville være endnu sværere at finde svar på, hvis ikke vi havde menneskeretten at læne os op ad. Det samme gælder klimakrisen, som FN’s tidligere menneskerettighedskommissær, Michelle Bachelet, har kaldt den største verdensomspændende trussel mod menneskerettighederne siden Anden Verdenskrig. Konsekvenserne af klimaforandringerne er stadig nyt land rent juridisk, og de kommende afgørelser i en række verserende klimaretssager bliver afgørende for fortolkningen af forholdet mellem menneskerettigheder og klimaforandringer. Sikkert er det dog, at menneskeretten kan bidrage med konkrete svar på, hvordan staterne kan bekæmpe klimakrisen med respekt for borgernes individuelle rettigheder.

DER ER MED ANDRE ord vigtige svar at hente i menneskerettighederne. I en verden præget af konflikt og kaos er menneskerettighedserklæringen måske det kort, vi tydeligst kan navigere efter i det politiske terræn. Mest af alt, fordi menneskerettighederne for længst har vist deres værd: De vidtløftige visioner fra 1948 er i dag netop ikke vidtløftige, men er i mange henseender omsat til konkrete forandringer. For stater og for det enkelte menneske.