Debat

Abortgrænsen bør rykkes frem

Louise Holck
DEBAT: Adgangen til fri abort i Danmark bør udvides, og reglen om forældresamtykke for unge over 15 år ændres, anbefaler Institut for Menneskerettigheder.

Af Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder
Debatindlægget blev bragt første gang i Kristeligt Dagblad 19. januar 2023.

For 50 år siden blev den frie abort indført i Danmark. Det kalder på fejring, men også på refleksion. For mens vi hylder kvinders selvbestemmelse og reproduktive rettigheder, er retten til abort udfordret. Globalt trædes kvinders ret til at bestemme over egen krop under fode. Langt ind i Europa er abortlovgivningen under pres. Alligevel er der også behov for at kigge indad: Abortlovgivningen i Danmark er utidssvarende og bør justeres.

Samfundet har siden den frie abort blev indført i 1973 ændret sig betragteligt – både teknologisk, medicinsk og i synet på menneskerettigheder og ligestilling. Og ser vi os omkring, må vi konstatere, at de danske regler ikke længere er tidssvarende.

Abortlovgivningen i Danmark er utidssvarende og bør justeres.
Louise Holck, direktør, Institut for Menneskerettigheder

Selvom nogle lande er trådt tilbage på spørgsmålet om abort, har de fleste bevæget sig mod en mere liberal indstilling til kvinders reproduktive rettigheder. Og i vores nordiske nabolande har Sverige og Island udvidet grænsen for fri abort til henholdsvis 18. og 22. graviditetsuge.

Adgangen til fri abort i Danmark bør udvides

Da abortlovgivningen blev indført, var udviklingen i de reproduktive teknologier og procedurer for abort et andet sted end i dag. Derfor blev grænsen for den frie abort sat ved udgangen af 12. graviditetsuge. Herefter skal man søge om tilladelse gennem et regionalt abortsamråd, hvor to læger sammen med en socialrådgiver eller jurist træffer en afgørelse.

Nyere forskning peger på, at der er betydelige regionale forskelle i abortsamrådenes praksis. Dette er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt.

Det er Institut for Menneskerettigheders anbefaling, at regeringen rykker restriktionerne på adgangen til abort længere frem i graviditetsforløbet. Det kunne eksempelvis være til 18. graviditetsuge som i Sverige. Det vil være en væsentlig styrkelse af kvinders selvbestemmelse og reproduktive rettigheder.

Unge gravides selvbestemmelse skal sikres

I dag skal gravide under 18 år som udgangspunkt have samtykke fra deres forældre til at få en abort, medmindre de er gift. Denne bestemmelse forekommer forældet set i forhold til, at den seksuelle lavalder og unges ret til at give samtykke til medicinsk behandling i dag er 15 år. Det bør ikke være forældre eller andre autoriteters opgave at pålægge et ungt menneske at gennemføre en graviditet, der strider mod deres eget ønske.

Vi anbefaler derfor også, at reglen om forældresamtykke ændres, så unge over 15 år selv kan træffe beslutning om abort. Det vil være et menneskeretligt fremskridt, der sikrer børn og unges ret til selvbestemmelse over eget liv og egen krop.

50-året for den frie abort vidner om, hvor langt vi er nået. Lad os også bruge anledningen som en påmindelse om det arbejde, der venter forude. Både ude i verden, hvor Danmark fortsat skal gå forrest i den globale værdikamp for at beskytte piger og kvinders rettigheder. Men også herhjemme, hvor tiden er inde til at give abortlovgivningen et eftersyn – så vi får bragt reglerne på omgangshøjde med både samfundsudviklingen og menneskerettighederne.

 

Kontakt