Nyhed

Danskere uden stemmeret taber sag ved landsretten

Skilt mod valglokale
Østre Landsret fastslår, at det er lovligt, når danskere under værgemål ikke må stemme ved folketingsvalg. Instituttet håber, at dommen ankes.

Opdatering: Sagsøgernes advokat Christian Dahlager har bekræftet, at sagen vil blive anket til Højesteret.

Det er helt i orden, når danskere under værgemål afholdes fra at stemme ved folketingsvalg. Sådan lyder dagens dom fra Østre Landsret.

I 2015 anlagde fire danskere en sag mod den danske stat, fordi de var frataget muligheden for at deltage i folketingsvalget i juni samme år. Landsretten skulle dermed tage stilling til, om staten har ret til at tage stemmeretten fra personer under det såkaldte § 6-værgemål.

Personer under dette værgemål har typisk svært ved at styre deres egen økonomi og kan derfor ikke indgå aftaler uden sin værges samtykke.

Institut for Menneskerettigheder støtter sagsøgerne i retssagen.

”Vi er selvfølgelig skuffede over dommen, og vi er ikke enige i landsrettens fortolkning af menneskeretten i denne sag. Derfor håber vi, at sagen vil blive anket og prøvet ved Højesteret,” siger ligebehandlingschef Maria Ventegodt Liisberg.

Formålet med værgemålet er at beskytte personerne mod at komme i økonomisk uføre på grund af egne handlinger eller udnyttelse af pårørende eller andre. Det er kun personer med handicap, der kommer under værgemålet, og der er i dag omkring 2.000 danskere under § 6-værgemålet.