Flertallet af grønlandske studerende i Danmark oplever fordomme og eksklusion
To ud af tre grønlandske studerende oplever at blive mødt med fordomme i danske studiemiljøer. Hver femte oplever negativ forskelsbehandling. Det viser ny undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder, der efterlyser bedre undervisningsmiljø på videregående uddannelser for minoriteter og mere undervisning om det moderne Grønland i danske grundskoler.
Når 27-årige Ivalu en sjælden gang går i byen, er det aldrig sammen med sine medstuderende.
”Hvis jeg på studiet for eksempel fortæller, at jeg har været ude at drikke en øl med min mor i solen efter arbejde, bliver jeg mødt med kommentarer som ’ja selvfølgelig, gjorde du det. Du er jo grønlænder’,” fortæller Ivalu.
Hun er født og opvokset i Grønland og læser en kandidatuddannelse på et universitet i Danmark.
Ivalus oplevelse er langtfra usædvanlig. En ny analyse fra Institut for Menneskerettigheder, som baserer sig på en spørgeskemaundersøgelse blandt grønlandske studerende i Danmark, viser, at 73 procent inden for det seneste år har oplevet at blive mødt med fordomme om Grønland eller grønlændere som gruppe.
”Det er problematisk, at så mange studerende med grønlandsk baggrund oplever at blive mødt med negative og nedsættende kommentarer på grund af deres grønlandske baggrund. Grønlændere i Danmark nyder en særlig beskyttelse i kraft af ILO’s konvention om oprindelige folk. Konventionen forpligter blandt andet den danske stat til at sikre et godt og fordomsfrit uddannelsesmiljø,” siger Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder.
Nedsættende kommentarer kommer både fra medstuderende og undervisere
Hver femte angiver, at de inden for de seneste 12 måneder har oplevet negativ forskelsbehandling, for eksempel i forbindelse med praktik- eller jobsøgning eller ved at blive ekskluderet fra gruppearbejde.
17 procent svarer, at det er deres medstuderende, der står bag den dårlige behandling, mens 13 procent angiver, at de har oplevet dårlig behandling fra deres undervisere, for eksempel i form af nedsættende kommentarer.
”En lærer sagde i klassen, at grønlændere er alkoholikere, mens han kiggede på mig. Det skete, da vi snakkede om oprindelige folk i Amerika, Canada og Grønland,” har en af dem svaret i undersøgelsen.
De studerende, der angiver, at de enten bliver mødt med fordomme, dårligt behandlet af medstuderende eller undervisere eller mødt med nedsættende kommentarer eller forskelsbehandling på grund af deres baggrund, oplever i højere grad stress og følelsen af at være udenfor.
Flere end en tredjedel angiver, at de sjældent eller aldrig deltager i sociale arrangementer eller fællesskaber på deres studie.
Begrænset viden om det moderne Grønland fører til fordomme
Undersøgelsen viser endvidere, at 82 procent af de grønlandske studerende oplever, at deres danske medstuderende ved ’rigtig lidt’ eller ’lidt’ om det moderne Grønland.
Ifølge mange af de grønlandske studerende bidrager den begrænsede viden hos deres danske medstuderende både til at fastholde fordommene og til at skabe en ulige relation mellem de studerende med henholdsvis grønlandsk og dansk baggrund.
Mange af dem har opfattelsen af, at de nedladende kommentarer og fordomme, de møder i de danske studiemiljøer og andre steder i samfundet, bygger på netop uvidenhed.
”Danskere er bare generelt uvidende om Grønland, og det er skamfuldt, hvis du spørger mig. Vi er en del af rigsfællesskabet, og de burde kende deres egen historie bedre”, svarer en af dem.
En anden studerende fortæller, at det kan være opslidende at agere repræsentant for sit land:
”Det ville være rart, hvis danskere lærte mere om vores kultur og historie. Især historien under kolonitiden og kort efter kolonitiden.”