"Følelsen af uretfærdighed driver mig"
Det hele startede med en artikelserie i Politiken tilbage i 2006. I artiklerne læste Michala Clante Bendixen om livet for flygtninge og deres børn i asylcentret Kongelunden i Dragør, og det blev for meget for hende. Siden har hun hjulpet hundredvis af flygtninge og har talt deres sag som formand for organisationen Refugees Welcome.
”Det er følelsen af uretfærdighed, der driver mig. Det er stadig det, der gør mig ophidset og giver mig energi til at fortsætte. Flygtninge er mennesker, der bliver behandlet uretfærdigt både i deres hjemland, som de har været nødt til at flygte fra, og der, hvor de kommer til og får en dårlig modtagelse. Ingen vil jo have dem. De bliver set som en belastning,” fortæller Michala Clante Bendixen.
I anledningen af FN’s Internationale Menneskerettighedsdag modtager hun i dag Rådet for Menneskerettigheder s nystiftede hæderspris, som går til en organisation eller person, som har gjort en særlig indsats for menneskerettighederne i Danmark. Og det må siges at passe på Michala Clante Bendixen, som i de seneste år har brugt noget, der svarer til en halvtidsstilling på frivilligt og ulønnet at besøge, støtte og rådgive flygtninge, der søger asyl i Danmark. Michala Clante Bendixen ville ønske, at flere danskere tog sig tid til at tage imod flygtningene.
”Det gør mig forarget og vred, at folk ikke prøver at sætte sig ind i, hvordan det må være at være flygtning. Prøv at tænke over, hvordan det ville være at blive tvunget til pludselig at skulle forlade dit land – måske for altid. På mange måder synes jeg, at det at være flygtning er værre end alle andre situationer, man kan komme ud for. Som flygtning er det hele dit fundament, der er revet væk under dig. I andre kritiske situationer er noget stadig, som det altid har været, så du har noget at holde fast i. Sådan er det ikke at være flygtning.”
Som flygtning er det hele dit fundament, der er revet væk under dig. I andre kritiske situationer er noget stadig, som det altid har været, så du har noget at holde fast i. Sådan er det ikke at være flygtning.
En af ’the good guys’
Michala Clante Bendixen er ikke jurist, men efter at have hjulpet adskillige flygtninge gennem systemet kender hun asyllovgivningen bedre end de fleste. Som asylansøger i Danmark skal du pludselig lære et helt nyt samfund at kende samtidig med, at du skal navigere i et ukendt retssystem. Og selvom flygtningene både får hjælp fra advokater og ansatte i hjælpeorganisationer som Dansk Flygtningehjælp, mener Michala Clante Bendixen, at hun og de andre frivillige har en vigtig rolle at spille.
”Det har også en særlig værdi, at jeg ikke får løn for mit arbejde. Både flygtningene og de andre aktører i asylsystemet anerkender, at jeg ikke gør det her for egen vindings skyld. Flygtningene kan tit brokke sig over deres advokater, som de ikke synes gør nok for deres sag, men de brokker sig aldrig over mig, for de ved, at jeg gør alt, hvad jeg kan. Når du kommer til Danmark, kan det være svært at gennemskue, hvem der er ’the good guys’, og hvem der ikke er. Men hos os er de ikke i tvivl. Vi er altid ærlige.”
Et spørgsmål om vilje
Den ærlighed ville Michala Clante Bendixen ønske, at hun så mere af i asyldebatten og ikke mindst fra politikerne, der sætter rammerne for flygtningens liv og muligheder.
”Jeg synes, det er pinligt og forargeligt, at vi diskuterer flygtninge i forhold til nationale dagsordener, og at partierne er villige til helt bevidst at give køb på de internationale konventioner for at tiltrække vælgere. Det går ud over mennesker, der er i livsfare. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan politikerne kan se sig selv i øjnene.”
Ordene falder hurtigt og sikkert fra Michala Clante Bendixens mund, og hun skynder sig at fortsætte:
”Jeg synes, det er patetisk, når kommunerne går i panik over at skulle huse 6.000 mennesker. Det er et spørgsmål om vilje, og vi bliver absolut ikke overrendt. Vi har pladsen, mens nærområderne er segnefærdige over de mange flygtninge. De har jo lige så lidt skyld i konflikten i Syrien som os, så hvorfor skal Libanon tage imod halvanden million, mens vi brokker os over nogle få tusinde?”
Sløjt af Danmark
Michala Clante Bendixen mener, at flygtningene snarere skulle ses som en ressource for det danske samfund, og at de kunne bidrage positivt, hvis de fik en chance.
”Hvis Danmark var mere åbent og løsningsorienteret, kunne vi få en kæmpe fornøjelse af de her mennesker. De mennesker, jeg har hjulpet, er jo ikke stakler, som ikke kan eller vil bidrage med noget,” siger Michala Clante Bendixen og fortsætter:
”De fleste har en positiv attitude, når de først kommer til Danmark, men når de finder ud af, hvor svært det er at få lov til at være en del af det danske samfund, bliver de desillusioneret. Når de hører al den negative omtale af sig selv i medier, føler de sig ikke velkomne, og det er vores – ikke deres – problem at løse.”
Jeg plejer at sige, at jeg ikke tror på gud, men at jeg tror på Verdenserklæringen om Menneskerettigheder.
Michala Clante Bendixen håber, at hun med Rådet for Menneskerettigheders anerkendelse og hæderspris kan nå ud til endnu flere med sit budskab om at tage godt imod flygtninge.
”Jeg plejer at sige, at jeg ikke tror på gud, men at jeg tror på Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Jeg synes, det er fuldstændig fantastisk, at verden var i stand til at gå sammen og blive enige om et sæt fælles regler. Det er imponerende. Det burde være indlysende, at de regler er til det bedste for alle, og derfor er det virkelig sløjt, at vi ikke engang i Danmark har viljen til at leve op til dem.”
