Nyhed

Instituttet får medhold i sag om diskrimination af mandlige pædagoger

Ligebehandlingsnævnet har givet instituttet medhold i en principiel sag om særregler for mandlige pædagoger.

Det er ulovlig forskelsbehandling på grund af køn, at en københavnsk børnehave forbød mandlige pædagoger at skifte ble, at hjælpe med tøjskift eller at gå med børn på toilettet.

Det mener Ligebehandlingsnævnet, der netop har givet instituttet medhold i en principiel klage, som instituttet indgav i juni sidste år. Klagen gik på, at en børnehave havde særregler for mandlige og kvindelige medarbejdere.

Ifølge Ligebehandlingsnævnet har børnehaven ”udøvet direkte forskelsbehandling på grund af køn, idet de mandlige ansatte blev behandlet ringere end deres kvindelige kolleger”.

Uacceptable og ulovlige regler

Maria Ventegodt Liisberg, der er Ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder, er glad for nævnets afgørelse:

Afgørelsen slår fast, at den slags regler ikke blot er ulovlige, men også uacceptable.

”Det er positivt, at nævnet har givet os medhold i, at der var tale om klar diskrimination på grund af køn. Afgørelsen slår fast, at den slags regler ikke blot er ulovlige, men også uacceptable”, siger hun.

”Forhåbentlig betyder afgørelsen, at der fremover ikke vil være særregler for mandlige pædagoger i danske institutioner”, siger Maria Ventegodt Liisberg.

Det er naturligvis vigtigt at forebygge overgreb på børn, men den sikkerhed skal opnås ved hjælp af regler, der gælder for alle pædagoger – mandlige som kvindelige.

”Det er naturligvis vigtigt at forebygge overgreb på børn, men den sikkerhed skal opnås ved hjælp af regler, der gælder for alle pædagoger – mandlige som kvindelige”, siger hun.

Siden januar 2016 har instituttet haft mandat til at indbringe sager af principiel karakter for Ligebehandlingsnævnet, og klagen vedrørende børnehavens diskrimination af mandlige pædagoger, var den første sag, som instituttet indbragte for nævnet.