KRONIK: Folketinget bør styrke demokrati og retssikkerhed

Af Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder
Kronikken blev første gang bragt i Politiken 18. oktober 2022.

Valgkampen er over os. Lovgivningsmaskinen er sat på pause, og aktiviteten i ministerierne skruet ned på et minimum. Partierne har hvæsset deres våben, og politikerne har rettet opmærksomheden mod valgkredse, meningsmålinger og strategiske overvejelser, mens de mere overordnede demokratiske diskussioner, som ikke profilerer i forhold til de andre partier, er trængt i baggrunden.

En helt ny valgperiode er imidlertid også en god anledning til at reflektere over, hvad vi er fælles om på tværs af partifarve og politiske skel. Altså når vi svinger os op på den store demokratiske klinge.

For der er nogle vigtige demokratiske og retsstatslige erkendelser, som vi bør tage med os fra den forgangne valgperiode. Erkendelser, som et nyt Folketing og en ny regering bør handle på og give høj prioritet, uanset hvordan den politiske sammensætning ender med at blive. Det er det, jeg skal forsøge at give et bud på i det følgende.

Allerførst kan der være grund til at pege på nogle positive tendenser – om end på en lidt trist baggrund.

Hvis vi ser tilbage på de seneste knap fire år, er det umuligt at komme uden om covid-19, der satte verden på den anden ende.

Kampen mod den globale pandemi udfordrede vores samfund og vores frihedsrettigheder på en måde, som ikke har været set siden Anden Verdenskrig. Hjemsendte skolebørn og ansatte, forsamlingsforbud, afstandskrav, besøgsforbud på plejehjem og retningslinjer for, hvor mange man bør samles i private hjem. Tvangslukkede butikker og erhverv, kunst og kultur lukket ned, idræt og foreningsliv sat i stå. En situation, som allerede nu forekommer helt uvirkelig.

Men under pandemien fik vi også helt nye indsigter.

For det første blev det klart, at vi i Danmark har et stærkt samfund, som hurtigt og effektivt kan håndtere store kriser og samfundsudfordringer. Og at den brede befolkning faktisk er indstillet på at yde meget store ofre for fællesskabet og for at beskytte et sårbart mindretal.

For det andet var det en vigtig øjenåbner, at de grundlæggende menneskerettigheder blev meget relevante og vedkommende, ikke kun for minoriteter eller udsatte, men for os alle sammen.

Pludselig diskuterede vi, om myndighederne gik for langt med deres forsamlingsforbud, eller om man virkelig skal straffes dobbelt, når det handler om uroligheder under en demonstration mod covid-19-restriktioner.

Det blev debatteret, om det var et angreb på domstolenes grundlovssikrede uafhængighed, at domstolene fik besked på at lukke ned. Om det var i orden at give en småbørnsmor en bøde for at være taget på legepladsen med sit barn, og om det var en krænkelse af retten til privat- og familieliv, at ældre i plejeboliger ikke længere måtte bestemme, at de ville have besøg af deres pårørende. Forhåbentlig er det dermed blevet tydeligere, hvorfor menneskerettighederne er relevante – også for Danmark og danskerne.

En anden omvæltende begivenhed er Ruslands invasion af Ukraine, som har vendt op og ned på vores forståelse af fred og sikkerhed i Europa. Soldater og civile må lade livet i kampen for frihed, demokrati og grundlæggende rettigheder.

Det sker i vores europæiske nabolag, og det bliver for mange nemmere at identificere sig med de flygtninge, der må forlade deres hjem over hals og hoved, mens bomberne falder over deres byer, soldater og civilbefolkning. Også denne begivenhed har ulykkeligt nok illustreret, at der stadig skal kæmpes for menneskerettigheder og demokrati, også i vores del af verden.

Vender vi os mere snævert mod udviklingen i Danmark, er der også hændt vigtige begivenheder.

Vi har haft en rigsretssag, hvor en forhenværende integrationsminister blev idømt en ubetinget fængselsstraf, fordi hun havde iværksat en praksis om adskillelse af unge asylpar, som var i strid med dansk lovgivning og internationale menneskeretlige forpligtelser.

Vi har også fået afdækket andre alvorlige sager, f.eks. udmøntede Tibetkommissionen II sig i en bemærkelsesværdig kritik af centrale myndigheder for at svigte hensynet til ytringsfriheden for demonstranter ved tilrettelæggelsen af kinesiske statsbesøg.

Det er naturligvis også relevant at nævne Minkkommissionen, som rettede en alvorlig kritik mod højtstående embedsmænd i flere forskellige ministerier, som burde have gjort mere for at forhindre, at der blev givet ordre om at aflive alle mink uden tilstrækkelig lovhjemmel. Disse sager tegner ikke ligefrem et billede af, at værdier som retssikkerhed og menneskerettigheder står stærkt i det politiske og administrative system.

Også den spektakulære sag om ulovligheder i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og anklagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen (V) om læk af statshemmeligheder har vakt berettiget opsigt. Sagen har på forskellig vis rejst flere principielle spørgsmål: Hvordan sikrer vi, at PET og FE handler sagligt og inden for lovens rammer, er det muligt at kontrollere regeringen i sager, hvor alt er hemmeligstemplet, og burde Folketinget have stolet på Rigsadvokaten og ophævet Claus Hjort Frederiksens immunitet?

Det er blot nogle af de spørgsmål, der trænger sig på.

Sagen har imidlertid også givet sig udslag i, at både regeringen og oppositionen har beskyldt hinanden for at skade demokratiet og retsstaten. Blå blok anklager regeringen for magtmisbrug og angreb på den frie presse, mens regeringen på den anden side anklager oppositionen for at indføre trumpske tilstande.

Omsorg for vores demokrati og retsstat er vigtig. Men det er ærgerligt, hvis der går for megen skyttegravskrig i den. Dertil er sagen for vigtig, og ofte er der heller ingen grund til at tro, at den ene politiske fløj er meget værre eller bedre end den anden. Tidligere erfaringer peger snarere på, at det handler om, hvorvidt man er i regering eller er i opposition.

Flere fornuftige tiltag til styrkelse af gennemsigtighed og demokratisk kontrol bakkes ofte op af partierne, når de er i opposition, men glemmes eller nedprioriteres desværre hurtigt, når partierne selv kommer i nærheden af regeringsmagten. Hvis de politiske partier mener deres bekymring for demokratiet og retsstaten alvorligt, bør de imidlertid tage affære, uanset hvem der sidder med nøglerne til regeringskontorerne om nogle måneder.

Her er fire konkrete bud på, hvad partierne bør kunne blive enige om at gøre noget ved:

For det første må og skal offentlighedsloven lempes, så der bliver mere transparens om de politiske beslutningsprocesser. En bred adgang til aktindsigt sikrer informations- og ytringsfriheden, borgernes deltagelse i demokratiet og offentlighedens kontrol med den offentlige forvaltning. Åbenheden sikrer den tillid til systemet, som er så værdifuld.

I 2013 blev der imidlertid indgået et politisk forlig om en ny offentlighedslov, der på flere måder indskrænkede muligheden for aktindsigt i centrale politiske dokumenter.

Loven blev vedtaget på trods af store protester fra den brede offentlighed, og allerede relativt kort tid efter lovens ikrafttræden i 2014 stod det klart, at flere af de politiske partier havde fortrudt deres opbakning til de nye indskrænkninger, som havde et større omfang i praksis, end de havde forestillet sig. Således har Liberal Alliance, SF, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti flere gange krævet forhandlinger om en ny og mere åben offentlighedslov, som skruer tiden tilbage til situationen før 2014.

Det er bemærkelsesværdigt og kritisabelt, at offentlighedsloven endnu ikke er blevet ændret, så de problematiske indskrænkninger er blevet tilbagerullet, når nu et flertal i Folketinget i flere år har støttet det og presser på. Kun de store regeringsbærende partier – Socialdemokratiet og Venstre – har slået sig i tøjret.

Et mere lukket system som det nuværende er også entydigt en fordel for regeringen, der sidder på statsapparatet, men en klar ulempe for det parlamentariske demokrati, Folketinget og offentligheden. For alle partier, der kerer sig om demokratiet og retsstaten, må det være en topprioritet at tage fat på som noget af det allerførste i den kommende folketingssamling med en eventuel ny regering.

For det andet må det være på tide, at partierne bliver enige om at etablere fuld uafhængighed for den danske anklagemyndighed, så det ikke længere er justitsministeren, som er dens øverste chef.

Diskussionen er blusset op i forbindelse med sigtelsen mod Claus Hjort Frederiksen, hvor der blev rejst en mistanke om, at regeringen misbrugte sin magt til at få Rigsadvokaten til at rejse sagen på et usagligt grundlag.

Også tidligere har spørgsmålet været overvejet. Da den nuværende rigsadvokat for nogle år siden tiltrådte, kom han med nogle generelle udtalelser om lydhørhed over for politiske signaler, der af nogle blev betragtet som problematiske ud fra et uafhængighedsperspektiv. Og der kan næppe herske tvivl om, at den danske ordning er et historisk levn, der på mange måder er en anomali i forhold til de fleste andre lande, f.eks. Norge og Sverige, hvor anklagemyndigheden ikke på samme måde er sammenblandet med regeringen.

Det bør være en oplagt opgave for en ny regering at ændre, så det ikke længere er tilladt for justitsministeren at gribe ind i enkeltsager. Er der særlige sager, hvor der er hensyn at tage til fremmede magter og statens sikkerhed, kan Rigsadvokaten jo bare høre Justitsministeriet og relevante myndigheder, inden han træffer sin selvstændige beslutning.

Under Folketingets afslutningsdebat kom det frem, at regeringen godt kan se problemet med en anklagemyndighed, der formelt er underlagt justitsministeren, hvilket også kan give grobund for fornemmelser og konspirationsteorier, der kan undergrave tilliden til systemet. Statsministeren oplyste, at justitsministeren har sat embedsværket i gang med at overveje en ændring af ordningen, så denne sag er allerede under overvejelse. Folketinget bør helt klart forfølge sagen og gøre alvor af det i den kommende valgperiode.

For det tredje forekommer det uomgængeligt, at man i den kommende regering og i Folketinget tager fat på udfordringerne med at sikre, at politiseringen af embedsværket ikke tager overhånd.

Det skal reelt være muligt for embedsmænd at sikre principperne om lovlighed, sandhed og faglighed i ministerier og styrelser, uden at man sætter sin karriere over styr. Mange af de seneste års skandalesager har illustreret, hvordan udviklingen i centraladministrationen har ændret embedsmandsrollen og gjort den stadig mere udsat for krydspres, når fagligheden skal afvejes i forhold til stærke forventninger om politisk lydhørhed og fleksibilitet.

I mange situationer har embedsværket således ikke fået sagt tilstrækkeligt fra over for stærke politiske ønsker, selv om de f.eks. var ulovlige eller førte til brud på sandhedspligten. Det så vi, da minkene blev aflivet uden tilstrækkelig lovhjemmel, da de unge asylpar blev adskilt uden hensyntagen til retsgarantier i den danske lovgivning og retten til privat- og familieliv, og da demonstranter blev frataget deres tibetanske flag og fik krænket deres ret til at ytre sig.

Det er også vigtigt, at vi får en bred diskussion af konsekvenserne af en løbende udvikling, hvor magten centraliseres, idet mere og mere magt koncentreres omkring Statsministeriet, mens fagministeriernes betydning nedtones. Hvilke konsekvenser har det for fagligheden, for kvalitetssikringen og for det samarbejdende folkestyre?

Det bør være en central opgave for et samlet Folketing at føre an i diskussionen og i løbet af de kommende par år udarbejde konkrete løsninger på, hvordan vi sikrer et sundt samspil mellem ministre og embedsværk, regering og parlament. Og hvordan der samtidigt tilvejebringes de bedste faglige beslutningsgrundlag for Folketinget i lovgivningsprocessen. Regeringen og støttepartierne har netop annonceret, at de vil nedsætte et demokratiudvalg, der skal se på nogle af disse spørgsmål, men uanset hvordan magtforholdene ender efter valget, bør det være en sag, der skal handles på.

Det fjerde og sidste forhold, jeg har tænkt mig at fremhæve, handler om et lidt andet og mere borgernært perspektiv, nemlig den udbredte digitalisering af mødet mellem borgerne og den offentlige sektor.

Som denne avis har afdækket hen over sommeren, har det nogle meget uheldige konsekvenser for en stor gruppe borgere, at vi i Danmark har været så ivrige efter at digitalisere i det offentlige og indføre digital selvbetjening i stedet for personlig betjening.

De mange tankevækkende casehistorier viser, at borgerperspektivet desværre har haft alt for lidt fokus, når selvbetjeningsløsningerne er blevet rullet ud.

En nyere undersøgelse fra Digitaliseringsstyrelsen har vist, at omkring en femtedel af befolkningen har svært ved at bruge offentlige digitale løsninger. Det er ikke værdigt, at borgere ikke kan få personlig betjening og er afhængig af hjælp fra pårørende i den helt basale kontakt med det offentlige.

Noget tyder på, at vi har ladet udviklingen løbe af sted uden at stille alle de nødvendige kritiske spørgsmål. Nu er der heldigvis skabt behørig opmærksomhed om problemerne og tilsyneladende også politisk vilje til at gøre noget. For et par uger siden kom regeringen med et udspil, der skal gøre det nemmere at være borger i et samfund med digitale selvbetjeningsløsninger og digital kommunikation med det offentlige.

Det skal blandt andet gøres nemmere at blive fritaget fra digitaliseringen og få hjælp fra pårørende. Det er gode takter, men det er meget vigtigt, at denne indsats rent faktisk følges op efter folketingsvalget, og at der tages grundigt fat.

Det er nemlig en grundlæggende fælles og demokratisk vigtig opgave at sikre, at vores velfærdssamfund kan tilgås af alle, og at borgerne behandles værdigt i deres møde med staten og kommunen, så ens rettigheder ikke afhænger af ens digitale eller økonomiske formåen eller familiemæssige status.

De skitserede fire initiativer er hver især vigtige for vores retsstat og demokrati. Men deres gennemførelse vil også være egnet til at øge befolkningens tillid til forvaltningen og til de politiske institutioner – en tillid, som i disse år er for stærkt nedadgående. Også derfor bør de gennemføres hurtigst muligt.