Nyhed

Langvarige fastholdelser er ulovlige, men anvendes i vidt omfang

Et billede af dommerhammer
Institut for Menneskeret vurderer, at anvendelsen af langvarige fastholdelser i psykiatrien er ulovlig, da de ikke har hjemmel i psykiatriloven.

Sundhedsstyrelsen har sendt en ændring til vejledning om anvendelse af tvang m.v. i psykiatrien i høring, som Instituttet har afgivet

på. Det fremgår af udkastet til vejledning, at fastholdelser ikke bør vare over en time. En fastholdelse foregår ved, at personale (op til 6 personer) fysisk holder den psykiatriske patient fast.

Langvarige fastholdelser er ulovlige

Fastholdelser er lovlige ifølge psykiatriloven, men det fremgår ikke af loven, hvor længe en fastholdelse må vare. Men det forudsættes i loven, at fastholdelser er mindre indgribende end tvangsfikseringer med bælte.

”Det er vores vurdering, at der ikke er et klart retligt grundlag for de langvarige fastholdelser. Vi mener derfor ikke, at fastholdelse i mere end en time er lovligt. ” siger Maria Ventegodt.

Anvendelse af tvang i psykiatrien er et indgreb i patientens selvbestemmelse og griber ind i de mest grundlæggende menneskerettigheder for patienten. Det drejer sig om retten til frihed og til respekt for den fysiske og psykiske integritet og autonomi. Sådanne indgreb skal have klar hjemmel i en lov.

”Vi anbefaler, at det skrives i vejledningen, at fastholdelse ikke bruges i stedet for bæltefiksering. Det må kun bruges kortvarigt, så det udgør et mindre indgribende end bæltefiksering.” siger ligebehandlingschef Maria Ventegodt.

Udstrakt brug af langvarige fastholdelser

I de seneste 4 år er antallet af bæltefikseringer faldet, men samtidig har brugen af fastholdelser generelt set været stigende sammenlignet med årene 2011-13, som Sundhedsstyrelsens opgørelser tager udgangspunkt i. Faldet i bæltefikseringer er kun en positiv udvikling, hvis faldet ikke skyldes at patienterne i stedet bliver holdt fast fysisk af personalet i nogle tilfælde i flere timer.

Ifølge tal fra Dagens Medicin var der 317 langvarige fastholdelser på mellem 1-4 timers varighed i 2017. I 2018 udgjorde tallet 163. Dansk Psykiatrisk Selskab har endvidere fremlagt eksempler på fastholdelser, som har strækket sig over 6 timer.