Nyhed

Nikolaj Nielsen er ny ligebehandlingschef hos Institut for Menneskerettigheder

Et billede af forfatter Nikolaj Nielsen
1. maj overtager Nikolaj Nielsen det overordnede ansvar for Institut for Menneskerettigheders arbejde med at sikre ligebehandling i Danmark og Grønland.

Nikolaj Nielsen kommer fra en stilling som chefkonsulent og teamleder ved Institut for Menneskerettigheder, så emnet sidder allerede godt under huden på ham. Han er tidligere advokat, har en ph.d. i retsvidenskab, og så har han brugt langt det meste af sin karriere på at arbejde med udsatte gruppers rettigheder.

Som ligebehandlingschef vil Nikolaj Nielsen arbejde for konkrete ændringer i en tid, hvor ligebehandling fylder mere og mere i den offentlige debat.

”MeToo-bølgen har styrket bevidsthed om krænkelser mod kvinder, og denne bevidsthed har også bredt sig til krænkelser og diskrimination af andre grupper som for eksempel personer med handicap og seksuelle og etniske minoriteter.  Det er positivt, fordi denne bevidsthed er en forudsætning for, at der skabes mere lige muligheder uanset køn, handicap, seksualitet, etnicitet eller lignende,” siger Nikolaj Nielsen.

Maria Ventegodt, national chef hos Institut for Menneskerettigheder, siger om valget af Nikolaj Nielsen:

”Nikolaj har en helt unik profil i kraft af sin kombination af juridiske færdigheder og forskningskundskaber. Med Nikolaj ved roret får instituttets ligebehandlingsarbejde derfor en leder med den helt rette faglighed”.

Nikolaj Nielsen glæder sig til at fortsætte instituttets arbejde med at sikre lige muligheder for alle grupper i samfundet.

”I en velfærdsstat som Danmark, hvor alle i udgangspunktet behandles ens, er det Institut for Menneskerettigheders opgave at påpege, når minoriteter har krav på beskyttelse mod forskelsbehandling for at opnå de samme muligheder som alle andre. Det arbejde ser jeg frem til at stå i spidsen for,” siger han.

Nikolaj Nielsen afløser Maria Ventegodt, der 1. marts tiltrådte som chef for det nationale område hos instituttet.