Nyhed

Med ny pris sætter CPH:DOX og Institut for Menneskerettigheder fokus på menneskerettigheder i filmkunsten

pressebillede cph dox
Kom med, når CPH:DOX og Institut for Menneskerettigheder hylder de filmskabere, der skildrer vor tids menneskerettighedsudfordringer.

Det er 75 år siden, FN’s Erklæring om Menneskerettighederne blev underskrevet. Alligevel er diskrimination og ulighed stadig hverdag for millioner af mennesker verden over, og det er netop derfor, at CPH:DOX og Institut for Menneskerettigheder er gået sammen om at stifte prisen HUMAN:RIGHTS AWARD.

Kandidaterne til årets Human Rights Award spænder bredt, men har alle det tilfælles, at de på den ene eller anden måde aktualiserer menneskerettighederne på en måde, så de står lyslevende for os.

Både samarbejdet og stiftelsen af den nye pris vækker glæde hos CPH:DOX:

"Tiden er i høj grad inde til at bakke op om alle de modige filmskabere, der på andres vegne kæmper for lighed og retfærdighed overalt i verden. Derfor har vi indstiftet vores nye HUMAN:RIGHTS AWARD i partnerskab med Institut for Menneskerettigheder, og nomineret 10 helt nye film, der planter flag over hele verdenskortet,” siger Mads Mikkelsen, programchef for CPH:DOX.

Også hos Institut for Menneskerettigheder oplever man et særligt behov for at skabe samtaler om menneskerettighederne i en tid, hvor de er pressede fra mange forskellige kanter:

“Med denne nye menneskerettighedspris på CPH:DOX vil vi belønne de filmskabere, der formår at gøre menneskerettighederne levende samt skabe en dybere forståelse for de udfordringer, der fortsat eksisterer i vores verden,” siger Louise Holck, direktør for    Institut for Menneskerettigheder.

Film åbner samtalen om menneskerettigheder

Selvom det ikke er nyt, at CPH:DOX fokuserer på politiske slagsider og marginaliserede eksistenser, så udvides det sigte i år med den nye pris.

Samarbejdet med Institut for Menneskerettigheder involverer også en række events og debatter, som kredser om de ting, vi alle bør have ret til på tværs af kulturer og grænser. Fra spørgsmål om magtanvendelse og tvang i psykiatrien herhjemme til beskyttelsen af civile liv under globale krige og konflikter. Og fra retten til gode ungdomsliv med meningsfulde fællesskaber for alle – også mennesker med handicap – til arbejdstageres ret til sikre arbejdsforhold.

Blandt andet får festivalen besøg af den palæstinensiske læge, Dr. Izzeldin Abuelaish, der er hovedperson i filmen ‘I Shall Not Hate’. Abuelaishs tre døtre blev i 2009 dræbt under et angreb i Gaza. Alligevel kæmper han for dialog og retfærdighed, både som fødselslæge på israelske hospitaler, og som aktivist og forfatter til den bestseller-bog, som deler navn med filmen.

Og så åbner festivalen sin samfundsscene SOCIETY:CINEMA i Politikens Hus med en visning af filmen ‘Ibelin’ efterfulgt af en debat om retten til et ungdomsliv fuld af fest, fællesskaber og forelskelser - også når man lever med et handicap. Her deltager blandt andre tv-vært, Anna Lin, ambassadør for Institut for Menneskerettigheder og forperson for Sammenslutningen af Unge Med Handicap, William Korte og forsker, Emil Falster.

Det fulde CPH:DOX-program offentliggøres den 21. februar

“Som kunstform har film potentiale til at berøre og engagere et bredt publikum,” siger Louise Holck og fortsætter:

“Gennem film kan komplekse historier om menneskerettigheder bringes til live på en måde, der går ud over statistikker og rapporter. Det er der brug for, hvis vi vil styrke opbakningen til menneskerettighederne.”

Derudover slår CPH:DOX og Institut for Menneskerettigheder den 15. marts dørene op til fotoudstillingen ‘Vendepunkter: 75 år med menneskerettigheder i Pressen i Politikens Hus i forbindelse med festivalens samfundsscene SOCIETY:CINEMA.

På cphdox.dk kan du løbende holde dig opdateret på øvrige nominerede titler og se, hvor og hvornår de bliver vist.

Fakta om CPH:DOX 2024

CPH:DOX blev grundlagt i 2003 og har siden udviklet sig til en af landets største kulturbegivenheder. I år løber festivalen fra 13.-24. marts 2024 med mere end 200 filmvisninger og events rundt omkring i København. Sideløbende byder CPH:DOX i samarbejde med 42 kommuner på lokale dokumentarfilmfestivaler rundt omkring i landet - i regi af det landsdækkende initiativ, DOX:DANMARK.

HUMAN:RIGHTS AWARD uddeles 22. marts på Kunsthal Charlottenborg.