Nyhed

Nyt forslag kan give stemmeret til flere danskere

Skilt til valglokale
Færre danskere skal fratages retten til at stemme til folketingsvalg, mener flere partier. Institut for Menneskerettigheder bakker op om forslaget.

Et nyt beslutningsforslag fremsat af Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Alternativet lægger op til, at færre personer under værgemål skal kunne blive umyndiggjort og dermed miste retten til at stemme.

Omkring2.000 danskere står i dag uden ret til at stemme til folketingsvalg, selvom de gerne må stemme til alle andre valg. Det skyldes, at de i kraft af deres handicap har behov for økonomisk beskyttelse og derfor er under et såkaldt §6-værgemål. Når en borger fratages den retlige handleevne over sin økonomi, er vedkommende umyndiggjort i Grundlovens forstand og dermed udelukket fra at stemme til folketingsvalg og folkeafstemninger.

Men et nyt beslutningsforslag lægger nu op til en lovændring, der giver mulighed for en mere fleksibel ordning, som sikrer at personer under værgemål i stedet kan fratages den retlige handleevne i begrænset omfang uden også automatisk at blive frataget retten til at stemme til Folketingsvalg.

Forslaget er inspireret af den svenske forvalterskabsordning, som er kendetegnet ved, at værgemålet skræddersyes til den enkelte person, frem for den gældende danske ordning, hvor fratagelsen af den retlige handleevne gælder hele personens formue.

Regler rammer personer med handicap

Sagen indtil nu

Instituttet har støttet en gruppe borgere under §6-værgemål, der kæmper for retten til at stemme til folketingsvalg og har taget kampen hele vejen til Højesteret.

I januar i år afgjorde Højesteret, at staten kan tage stemmeretten fra borgere under værgemål med henvisning til Grundloven. Højesteret slog endvidere fast, at den eksisterende ordning ikke er strid med menneskeretten.

Institut for Menneskerettigheder har efter Højesterets dom peget på mulighederne for at finde en politisk løsning ved at ændre på værgemålslovgivningen.

Institut for Menneskerettigheder har længe opfordret Justitsministeriet til at arbejde for, at personer under værgemål ikke skal miste stemmeretten.

”Det er et alvorligt menneskeretligt problem, at personer med handicap i dag får frataget retten til at stemme på grund af deres behov for økonomisk beskyttelse. Det er særligt problematisk, fordi det netop kun er personer med handicap, som får frataget stemmeretten,” siger Nikolaj Nielsen,leder afInstitut for Menneskerettigheders arbejde for personer med handicap.

Fremme af det danske demokrati

Flere medlemmer af Folketinget har tidligere tilkendegivet, at de ønsker at give så mange som muligt af de berørte borgere stemmeret til folketingsvalg, hvis det kan ske inden for Grundlovens grænser.

"Danmark har nu med det nye forslag en oplagt mulighed for at styrke det danske demokrati med mere selvbestemmelsen for personer med handicap," siger Nikolaj Nielsen.