Nyhed

Omsorgssvigtet kvinde får godtgørelse for nedværdigende behandling

Kvinde i klipper på Bornholm. Arkivfoto
Østre Landsret har afsagt dom i en principiel sag om en kvinde, der blev udsat for groft omsorgssvigt i sin barndom. Med dommen får kvinden 300.000 kr. fra Bornholms Kommune.

En nu 26-årig kvinde skal have 300.000 kr. i godtgørelse, fordi Bornholms Kommune gjorde for lidt, da hun som barn var udsat for omfattende omsorgssvigt.

Østre Landsret har vurderet, at kommunen overtrådte den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Den siger, at myndigheder aktivt skal beskytte borgere mod ”umenneskelig og nedværdigende behandling”.

Det er den første dom af herhjemme, hvor omsorgssvigt af et barn bliver anset for ”nedværdigende behandling", uden at der er tale om vold eller seksuelle overgreb.

Nedværdigende behandling er ikke kun vold og overgreb

Dommen mødes med tilfredshed hos Institut for Menneskerettigheder, der indtrådte til støtte for kvinden i sagen.

”Med Østre Landsrets dom har vi fået afklaret, at nedværdigende behandling ikke udelukkende skal forstås som vold og seksuelle overgreb,” siger Nikolaj Nielsen, jurist hos Institut for Menneskerettigheder.

Fra hun var 12 til 16 år, boede pigen med sin mor og søskende på Bornholm. Det var i den periode, at hun var offer for grove omsorgssvigt. Svigt, som Bornholms Kommune ifølge dommen altså ikke reagerede tilstrækkeligt på.

”Det er en vigtig dom, fordi den understreger, at kommuner risikerer at overtræde menneskerettighederne, hvis ikke de i tide sætter ind med de nødvendige tiltag,” tilføjer Nikolaj Nielsen, der procederede for Institut for Menneskerettigheder til støtte for kvinden. KL støttede Bornholms Kommune i sagen.

Dommen blev afsagt i Østre Landsret 19. februar 2021.

Institut for Menneskerettigheder kan indtræde i retssager

Institut for Menneskerettigheder kan biinterventere, dvs. træde ind i en retssag til støtte for en part, når sagen angår et principielt menneskeretligt spørgsmål, der er af afgørende betydning for sagen.

Instituttet biintervenerer alene i særlige tilfælde, hvor vi vurderer, at en biintervention vil udgøre et væsentligt bidrag til at belyse sagens menneskeretlige problemstillinger.