Nyhed

Opholdsforbud skal have præventiv effekt

Nyt lovforslag om opholdsforbud for rocker- og bandemedlemmer kan være et for voldsomt indgreb i bevægelsesfriheden, hvis man ikke reelt udgør en fare.

Ifølge et nyt udkast til lovforslag får man som rocker- eller bandemedlem, der har begået kriminalitet, forbud mod at opholde sig i den eller de kommuner, man har begået kriminaliteten i, og hvor banden opholder sig, i mindst et og op til 10 år.

Menneskeret er også ret til at bevæge sig frit. Derfor skriver Institut for Menneskerettigheder i et høringssvar, at det skal fremgå tydeligere af loven, at der altid skal foretages en individuel vurdering af, om indgrebet er proportionalt med den forbrydelse, der er begået, og om den dømte reelt udgør en fare for samfundet.

”Det er klart, at vi skal bandekriminaliteten til livs, men vi skal også sikre de dømtes menneskerettigheder. Det er ret vidtgående at begrænse bevægelsesfriheden for en person, der faktisk har udstået sin straf,” siger Louise Holck, vicedirektør på Institut for Menneskerettigheder og fortsætter:

”Den alvorligste mangel ved forslaget er, at det ikke tager højde for, om den dømte reelt er farlig – også efter at han eller hun har udstået sin straf.”

Instituttet anbefaler i sit høringssvar, at forslaget følger praksis hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og gør det til en forudsætning for at idømme opholdsforbud, at den dømte må antages at udgøre en konkret fremadrettet fare for den offentlige sikkerhed.

I vurderingen af, om der skal idømmes et opholdsforbud, bør der ifølge Institut for Menneskerettigheder i øvrigt indgå kriterier bl.a. for, om der er tale om alvorlig og gentagen kriminalitet, om den pågældende har rocker- eller banderelationer og om der er familie- og særlige privatlivshensyn at tage højde for.