Debat

Alle har ret til at være en del af fællesskabet

Louise Holck Portræt
KRONIK: Alle mennesker har ret til ligebehandling, og flere skal vide, at vi på Institut for Menneskerettigheder tilbyder juridisk rådgivning i sager om diskrimination.

Af Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder.
Kronikken blev første gang bragt i Avisen Danmark 27. april 2023

Signe på 11 år gik i indskolingen, da hendes klasse flyttede frikvartererne ud til et område, som hun ikke kunne komme ud til med sin kørestol. Derefter blev det besluttet, at Signe måtte lege på en anden legeplads. Alene.

Kristina fik under en fødsel alvorlige skader i underlivet og gennemgik tre operationer, inden hun til sidst mistede sin arbejdsevne. Med forventning om at ulykkesforsikringen ville dække omkostningerne, gik hun til genoptræning og behandling. Men forsikringsselskabet afviste at betegne Kristinas skade som en ulykke, fordi den var opstået under en fødsel.

Maria, der er blind, blev afvist af sin arbejdsgiver, da hun bad om lov til at lade sin førerhund Zika følge med sig rundt på arbejdspladsen.

Sådan lyder i korte træk tre af de sager, Institut for Menneskerettigheder har været involveret i over de seneste år. I alle tre tilfælde var der tale om ulovlig diskrimination.

I sidste uge berettede unge kvindelige politikere, hvordan de ligesom over 25 procent af de opstillede unge kvinder blev udsat for seksuel chikane på baggrund af deres køn og alder. Det er både forskelsbehandling og til skade for demokratiet.

For nylig hørte vi, at lærlinge med anden etnisk baggrund bliver afvist af virksomheder. Også selvom der er mangel på faglærte i Danmark. Vi får jævnligt opkald fra mennesker, der har været udsat for diskrimination, men vi ved, at mange oplever diskrimination uden at reagere. Måske tvivler de på, at det nytter at rejse en sag. Måske er de usikre på, hvad diskrimination er, og hvor de kan søge hjælp og råd.

Det vil vi som Institut for Menneskerettigheder gerne lave om på og kaster derfor flere kræfter efter indsatsen mod diskrimination. For diskrimination begrænser ikke alene den enkeltes liv, men går også ud over vores samfund, når mennesker ikke får frihed og tryghed til at bidrage: Kvinder, der bærer tørklæde, skal sende 60 procent flere jobansøgninger for at blive kaldt til samtale, mens hver femte elev i hotel- og restaurationsbranchen udsættes for seksuel chikane, når de går på arbejde.

Fra vores egen undersøgelse ved vi, at etniske minoriteter dobbelt så ofte som etnisk danske oplever diskrimination på deres arbejdsplads, mens halvdelen af de ledige over 50 år har oplevet at blive valgt fra til et job på grund af deres alder.

Tallene viser, at diskrimination er udbredt, og at der er behov for at komme diskrimination til livs. Konsekvenserne er alvorlige for dem, diskriminationen går ud over, og det øger ligefrem risikoen for depressive lidelser at blive udsat for diskrimination på arbejdspladsen, viser en helt ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

I Danmark har vi da også lovgivning mod at behandle andre dårligere på grund af blandt andet handicap, alder, køn, kønsidentitet, religion, etnicitet eller seksualitet, hvis der ikke er en saglig grund. I menneskeretten er det et bærende princip, at alle skal behandles på lige fod. Rettigheder og friheder i vores samfund omfatter alle uanset handicap, køn, alder, etnicitet osv.

Trods lovens beskyttelse oplever mennesker alligevel diskrimination på arbejdspladser, uddannelser, under boligsøgning, i nattelivet og i mødet med myndigheder. Derfor skal endnu flere vide, at de har ret til ligebehandling, og flere skal vide, at vi på Institut for Menneskerettigheder tilbyder juridisk rådgivning i sager om diskrimination.

Ligebehandling og forbud mod diskrimination er en forudsætning i et retssamfund: Alle har ret til deltagelse i samfundslivet, og det gælder uanset alder, handicap, seksualitet, race, religion, etnisk oprindelse, køn, kønsudtryk, kønsidentitet og kønskarakteristika.

I Danmark skal ingen 11-årige som Signe sidde alene på en legeplads i frikvartererne på grund af et handicap. Kvinder skal ikke udelukkes fra forsikringsdækning, fordi de har født et barn, og lærlinge skal ikke vælges fra på grund af deres etnicitet.

Sagen om Signe er blevet anonymiseret. Institut for Menneskerettigheder er bekendt med Signes identitet.

Har du været udsat for diskrimination? Så ring til Diskriminationslinjen

Diskriminationslinjen er til dig, der har været udsat for diskrimination på grund af alder, religion, handicap, race, etnisk oprindelse, seksualitet, køn, kønsudtryk, kønsidentitet eller kønskarakteristika.

Telefonerne er åbne mandag-torsdag kl. 12-15 på 3269 8666